Søskende - or not?

Jeg har flere "søskende", som jeg mere eller mindre har valgt selv. Det må jo siges, at være en stor fordel i sig selv! Jeg mener - ingen mudret barndom, hvor man "har noget" på hinanden, etc. Ulempen er dog også, at det ikke ER mine søskende... Jeg tænker her specielt på 4 stk., som jeg elsker over alt på jorden. De er alle meget, meget forskellige - ja, nogle gange fatter man næsten ikke, at de ER biologiske søskende! De har naturligvis adskillige fysiologiske fælles træk. Man er ikke i tvivl om, at de tilhører samme familie. Men så er det lige før, at ligheden ophører! De er ført ind i en kernefamilie, hvor de stort set er blevet forgyldt fra fødslen af. Penge har der ikke ligefrem manglet - og det mærkes. Jeg kan til stadighed undres over den manglende tolerance, de har overfor hinanden. INGEN af dem har noget, at lade de andre høre for! Alligevel må man lægge øre til, at den ene ikke føler, at han/hun bliver accepteret, og fra en anden, at de andre også altid har fået meget mere, og fra en tredie, at nogle af de andre fandme også bare kan tage sig sammen! Hold, op, hvor jeg synes det lyder snot-forkælet!!! Sæt dog for helvede pris på hinanden, tag ansvar for jeres eget liv - og lad være med altid at give de andre skylden! Vær glad for, at I har hinanden, og forsøg at tænke over, hvad I kan gøre for de andre, fremfor, hvad de burde gøre for dig/jer! Og så sig dog for pokker de ting I er utilfredse med, på en ordentlig og sober måde, i stedet for at opføre jer så barnligt! Nå!
Og grunden til mit aldeles sure opstød er, at jeg lige er blevet bedt om at holde min kæft. Gu vil jeg ej!!! Hold op med at pive, og gør noget ved det, i stedet for bare at give de andre skylden - det er sgu for nemt. Respekter og elsk hinanden, for dem, I er, og lad være med udelukkende at fokusere på fejl og mangler. Så får man aldrig et ordentligt liv. Ja - og eftersom det her er MIN blog - så skriver jeg det pisse højt og larmende!!!!!!!