onsdag, maj 31, 2006

Rolling Stones.

Ja - de styrer så stadigvæk for vildt, efter at have spillet sammen i intet mindre end 44 år!!! Det er da klasse!
Jeg skulle så have været i Horsens i næste uge for at høre dem, men næ nej, koncerten er indtil videre udskudt til august eller september, bare fordi Keith Richards (det gamle, stive apparat!!!) skulle op i en palme på Fiji...! OG HVAD FANDEN LAVER EN GIGTPLAGET MAND PÅ 62 SÅ I EN PALME??? Kan man spørge sig selv om... Måske han havde drukket liiiige lidt mere end 2 lyse øl...? Ja - hvad ved jeg! Men irriteret - DET er lige det, jeg er! Jeg vil ha' noget Honky Tonk Woman - og det skal være snart!

tirsdag, maj 30, 2006

Køkkenmøder.

Her er et vellignende søndagsfoto af mit køkken... Altså - som det ser ud ca. hver 14. dag, når min datter IKKE er hos mig! Af en eller anden grund, havner vi gerne en 4-10 mennesker i køkkenet lørdag aften, hvor debatten livligt går, om alt fra ammeindlæg eller infrastruktur til muhammedkriser - INDEN vi går i byen og forsøger at vælte det meste af Randers.
Jeg har rigtig mange meget gode venner, som jeg værdsætter højt. Nogle er naturligvis tættere på end andre, men fælles for dem alle er respekten for andre mennesker og deres forskellige holdninger. Derfor bliver det heller aldrig kedeligt; ligegyldigt hvad vi diskuterer. Fedt!

mandag, maj 29, 2006

Skraldebang...!

...Og sådan lød det inde i mit hoved, da det lige pludselig blev mandag morgen! Jeg tror jeg vil påbegynde en kampagne, der ved lov forbyder folk at foretage sig noget om mandagen. Arbejde i særdeleshed! Den burde faktisk have været vedtaget for mange år siden... Hm....

fredag, maj 26, 2006

At gå i selvsving!


Af alt, hvad jeg har mistet
og det var stort og meget,
var intet så bittert at tabe,
som det, jeg aldrig har ejet.

At tingene går og kommer,
er bare livets spil,
men døden er det, at stå der
med noget, som ikke er til.

PIET HEIN

Kærlighed.

Kærlighed er noget af det største og vigtigste der findes. Den fuldstændig betingelsesløse kærlighed finder man formentlig udelukkende mellem forældre og børn. Den er fantastisk! Jeg ville ALDRIG have været foruden. Kærligheden mellem to voksne mennesker er straks en HELT anden sag... Den er heller ikke altid spændende at undvære - men noget mere kompliceret at være i. Jeg tror jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke længere er i stand til at "give efter". Eller i hvert fald der, hvor jeg har utrolig svært ved at skille tingene ad. Hvad er kærlighed - og hvad er "dårlig, gammel vane"??? Det er mange år siden jeg sidst har oplevet det, at blive elsket af en mand. (I hvert fald det, jeg ved af!) På en måde savner jeg det ikke - jeg har det faktisk rigtig godt. Men der MANGLER alligevel noget... Den der hånd at række ud efter, når man føler sig trængt af livet. Skulderen at græde ud ved. Armen omkring skulderen inde i gågaden lørdag formiddag. Øjnene, der kærligt kigger på én, og signalerer "wow - hun er min!". Det kunne da være eventyrligt, hvis man bare én gang til skulle få lov til at opleve det!

Fest er godt - meget fest er meget godt!


Her er lige et foto af undertegnede, taget af min veninde, Lena, under indtagelse af en del mere alkohol end sundt er! For kroppen, altså! Det er vældig sundt for sjælen, tror jeg. Vi havde i hvert fald en ualmindelig hyggelig aften i Lærkes garage. Billedet er ikke hamrende godt - men meget autentisk - og er vist et meget godt eksempel på, hvordan jeg ofte er (hver 14. dag, når jeg ikke har min datter hos mig!): lettere stiv, på den go'e måde i festligt lag, ivrigt gestikulerende med både arme og ben, og ofte dansende på borde eller andet! Jeg MÅ simpelthen have et påfaldende lavt antal dopamin receptorer, siden jeg føler trang til at drikke relativt umådeholdent ca. hver 14. dag... Hm...

torsdag, maj 25, 2006

Hvad pokker kan man kalde det?

Jeg holder ualmindelig meget af ord. At smage på dem, udtale dem, flippe skråt ud over underlige ord, som ikke er hverdagskost! For nylig opdagede jeg et nyt begreb: Kopulatorisk imperativ = trangen hos en del mænd, til at sprede deres sæd mest muligt! Jamen - ER det ikke et fantastisk begreb??? Og ikke underligt, at der findes et par ord for det! Damn, som jeg er stødt på et par stykker af slagsen, igennem min tid som voksen! Det var bare lige en forbrugeroplysning - forhåbentligt af den unyttige slags! :o)

Ham der målmanden...

Martin S. Jensen.... Hm.... DET er så ham der den ualmindelig delikate målmand fra Randers FC - der hellere end gerne måtte støvsuge i mit soveværelse... Fandt bare lige et foto af ham - og vil skam gerne dele med andre! (Ehhh.... altså kun billedet!) Nu er der så hjemmekamp på søndag (mod Fredericia), og jeg venter spændt på, om han kommer og inviterer mig på mokka eller noget... Gad vide, om fyren har en kæreste?? Hm.... Det har han garanteret! Det kan kun være fordi, han ikke har mødt mig enndu! Jeg ER faktisk et vældig sødt og rart menneske. Sommetider... For det meste, vist... Tror jeg nok... Aiii - jeg stopper den lige her! :o)

Damn...! Har lige fundet ud af, at fyren rent faktisk er GIFT! Nå ja - men tanker er da heldigvis stadigvæk toldfrie!!!

lørdag, maj 20, 2006

Og vi fester stadig...


Her er der forresten lige et billede fra Rådhustorvet i Randers i onsdags, hvor "knejterne" fra Randers FC blev hyldet på behørig vis i hjembyen! Fin stemning, si'r jeg bare! Det bliver spændende, hvordan det skal fejres, når de nu rykker op i Superligaen om lidt... Jeg er sikker på, at jeg godt kan komme! Gad vide, om ham målmanden er til låns...? Han måtte da gerne nusse mig lidt i nakken! Hm...

Hvad sker der for vores retssystem???

Jeg blev simpelthen så RASENDE i aftes, da jeg så TV-avisen!!! Først var der nyt i Tønder-sagen. 3 mere havde fået domme - 2 år og 3 mdr. til 2 af dem, 2 år til en anden, og en blev pure frifundet. Hm... Tænker jeg så! Her har vi en lille pige på nu 11 år (og hendes lillesøster?), der har fået smadret resten af deres liv totalt. De bliver ALDRIG nogensinde til hele mennesker igen! En masse voksne, utrolig klamme mænd har misbrugt dem på det groveste; efter at have svaret på en annonce i Den Blå Avis - Gudhjælpemig sat i af pigens forældre!!! Og det bliver så takseret til omkring et par år i spjældet!

Lige efter dette på mig voldsomt provokerende indlæg, kommer så næste nyhed: Diana Benneweiss - den onde, onde kvinde! - har for 12-13 år siden hjulpet sin cancerramte far fra denne verden. Hun risikerer nu 5-10 års fængsel! Eutanasi er nemlig strengt forbudt i Danmark! Så kan hun lære det, kan hun!

Og så er der min pointe: HVAD FANDEN FOREGÅR DER OPPE I HOVEDERNE PÅ DE FOLK, DER HAR BESLUTTET, HVOR LANGE STRAFFENE SKAL VÆRE??? De må da have tabt enhver form for perspektiv!

Jeg kan sagtens se mange farer ved at lovliggøre eutanasi, ingen tvivl om det. Nogle vil måske føle sig presset til at blive "hjulpet herfra" osv. Men jeg mener seriøst, at al fornuft må have forladt de kloges hoveder, når man vurderer, at Diana Benneweiss kan få 5-10 års fængsel for en barmhjertighedsgerning - imens uansvarlige, totalt SINDSSYGE, klamme, perverse stoddere kun skal bures inde i 2 år!!! Stod det til mig, blev nøglen sgu smidt ud, og de burde ALDRIG se dagslys igen! Efter sådanne forbryderiske handlinger imod sagesløse børn, må de have meldt sig ud af samfundet!

Nåmen.... Så fik jeg da lige luft for det...!

torsdag, maj 18, 2006

Magnolia


Min datter og jeg har et eller andet specielt forhold til Magnoliatræet. Lige for tiden blomstrer de på livet løs - ja, faktisk synger de nok på sidste vers i år! *SUUUK* Det er, om noget, en melding om forårets komme. På Astas skole holder de simpelthen Magnoliafest, hvor alle - lærere, som elever - skal ned ad rutchebanen under magnoliatræet på legepladsen, de synger en sang, hvor træet bliver behørigt lovprist - og alle får til sidst en is. Dejlig tradition, synes jeg!

onsdag, maj 17, 2006

Elendig start...


Hvordan kan det være, at hvis man spilder bare ca. ½-1 dl. væske, så er det faktisk i stand til at svine fuldkommen vanvittigt på flere kvadratmeter??? Er det mon en naturlov? Jeg mødte tidligt på mit job. Medbragte en halv liter Cocio og et par boller, som jeg ville indtage sammen med de lokale nyheder i morgenavisen. Når man læser, kan man til tider være en kende fraværende.... Jeg ER godt i gang, vil lige ryste min Cocio - INDEN første slurk - og så.... PLAAASK! Nå - straks er der chokolademælk i hele lærerværelset, incl. på mit nyvaskede (men heldigvis sorte!) tøj, og i mit HÅR!!! Så viste det sig, at jeg rent faktisk HAVDE rystet den... OG åbnet den også! Som om det virker særlig tjekket! Damn - det bli'r vist en lang dag....

mandag, maj 15, 2006

Apropos fodbold...


Tja - striben her taler vel for sig selv?! :o)

Min veninde!



Jeg har mange veninder. Nogle har jeg kun haft i kort tid - imens andre har fulgt mig siden den pure ungdom. Lotte er en af de sidste. Vi lærte hinanden at kende i 1. g, og blev meget hurtigt tætte veninder. Siden gymnasietiden har vi stort set boet temmelig langt fra hinanden, men alligevel har vi formået at følge hinandens liv og levned. Det er vidunderligt! Lotte bor nu med hendes mand og to dejlige drenge kun en halv times kørsel fra mig - og DET er en gave! Ikke at vi overrender hinanden; men vi ses dog oftere, end vi har gjort tidligere. Lottes ældste søn er en speciel dreng. Han har OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og ADHD (af nogle bedre kendt som DAMP). Det betyder en hel del for hele familien og omgangskredsen. Lotte har for nylig skrevet en bog om det, at være forældre til en dreng med specielle behov. Den er jeg lige blevet færdig med at læse. Og tro mig - det er VIRKELIG en fantastisk bog, som jeg gerne vil anbefale andre at læse. Både forældre til børn med ADHD - men sandelig osgå behandlere, pædagoger og lærere kan få en masse ud af at læse den! Den går tæt på, uden på nogen måde at signalere "hold-da-op-hvor-er-det-bare-synd-for-mig". En hudløs ærlig beskrivelse om at være tæt på; tanker og overvejelser; opdragerrollen, når den umiddelbart "kikser" - men mest af alt: en kæmpe kærlighedserklæring til Oliver! Den hedder "Barn i bevægelse" (Documentas) og forfatteren er Lotte Gerdes.

Essex Park Randers.

Jeg kom lige til at tænke på noget, i forbindelse med mit indlæg ang. fodbold tidligere i dag... Vi er jo ved at få "nyt" stadion i Randers. Fint nok! "Drengene" skal da selvfølgelig have en anstændig hjemmebane, nu hvor de formentlig rykker op i SAS-ligaen igen. Men helt seriøst: HVOR mange gange, skal jeg være med til at betale det stadion??? Det blev mere end dobbelt så dyrt, end først antaget. Men i Randers byråd er der sørme ingen smalle steder - det koster det, det nu engang koster! All right, siger vi så! Det tager vi i stiv arm. Så overlever folkepensionisterne nok, selvom de ikke lige kan få en ordentlig service. Og skolebørnene, der heller ikke i år kan få nogle nutidige materialer... (Bertel Haarder er alligevel ved at finde "den sorte skole" frem igen - så pyt med, om de får en tavle og en grafitstift; de klarer det sgu nok!) MEN - jeg HAR betalt det stadion én gang over skatten (som jeg i øvrigt betaler med glæde!), men nu er jeg i færd med at betale én gang til! En billet til en skaldet 1. divisions kamp koster 100 kr.! DET må da siges, at være betalt! Dyr fornøjelse, siger jeg bare... *hyyyl*

UEFA-cup - here we come!


YE- HAAA...!!! Så lykkedes det faktisk Randers FC at vinde pokalfinalen i fodbold - for fjerde gang, i øvrigt! Godt nok er det 33 år siden - men vældig flot! 3 ud af de 4 gange pokalfinalen er blevet vundet, har Randers FC/Randers Freja ovenikøbet "kun" spillet i den næstbedste række - DET er da klasse! :o) Det var en fantastisk oplevelse, at sidde i Parken med ca. 8.000 andre randrusianere, og hylde "Olsens hær". Tøffe levede fint op til sit kælenavn, Plæneklipperen. Han røg rundt som en raket på midtbanen! Karsten Johansen var dagens helt med sin scoring, selv om han efterfølgende røg ud, og ikke var med i gårsdagens vigtige kamp mod Kolding FC. (Som Randers FC i øvrigt også vandt overbevisende med 3-0...!) Det er skam hyggeligt at gå lidt op i fodbold - specielt i tider med medvind... Så nu venter "vi" bare på den der oprykning til SAS-ligaen.

onsdag, maj 10, 2006

Asta.


Her er et foto af min datter, Asta. Hun går i 1. klasse på Randers Lilleskole, og ELSKER simpelthen alt, hvad der handler om teater og musik - ja, kreative fag i al almindelighed. I februar lavede børnehaveklassen, 1. og 2. klasse musical. Billedet er herfra. Musical'en hed "NEVOKSI", og var skrevet af en af musiklærerne på skolen. Helt igennem fantastisk oplevelse! Asta var den skønneste trold - og det er skam en helt objektiv vurdering...! :o)

tirsdag, maj 09, 2006

Min bror.


Jeg har en lillebror. Ja, faktisk har jeg flere - men ham her er min rigtige lillebror; (vi har i hvert fald samme mor) de andre er bare nogle, jeg "lader som om". Min bror, Jesper, er en rigtig dejlig fyr. Han er 8 år yngre end jeg, og er vanvittig god til at spille bas. Han spiller i et band i Odense, som jeg har fået til at komme til Randers temmelig ofte. Det er RIGTIG fedt!
Vi er ikke opvokset sammen, men har først fået hinanden "forærende" i en relativ høj alder. Det er utroligt, hvor fantastisk det er! HVIS man selv kunne have valgt sin bror, havde jeg valgt Jesper - det er næsten det bedste.

mandag, maj 08, 2006

Hov.... Det er vist nogle år gammelt... *G*


Ja - typisk nok så HAR jeg ikke mere styr over indholdet af mine disketter, end jeg fluX fik sat et billede ind af mere end bare "ældre dato"! Faktisk er mit kontrafej ikke mere end 2½ her... Hm.... Spændende, om jeg på et tidspunkt finder et nyere...

Mandag igen!

Hm.... Ja - en ny uge truer! Det er uhyggeligt, som mit humør ofte afhænger af ugedagen! Ikke at jeg på nogen måde er træt af mit job - men seriøst!: fredag ER bare en sjovere dag end mandag!

Jeg opgav simpelthen at fortsætte skriveriet fra sidst - den dag VAR bare ødelagt. Ny kobling i "Raketten" (læs: min ellers så dejlige Golf III'er) og ekstra møder! Æv, æv, æv - og dagen fik virkelig aldrig ende og blev en noget dyr "fornøjelse"...!

Nu skal jeg så lige ordentligt ind i det her weblog-halløj. Og det kan godt tage tid. Så videre interessant læsning skal man ikke nødvendigvis forvente her i starten! Jeg satser dog på at blive bedre - OG måske endda finde ud af at uploade billeder etc.... :o)