onsdag, november 22, 2006

Hvem ville jeg SÅ have været?

Tænk, hvis man kunne skrue tiden tilbage...? Sådan har jeg hørt mange mennesker sige, med den tanke for øje, at der var et par ting, de gerne ville redigere lidt i!
Jeg tror ikke, der er mange ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne. Måske lige et par småting - men ellers ikke. Jeg er jo kun mig, fordi jeg har oplevet de ting, jeg har!
Og jeg er ikke ked af at være mig! :o)
(Det er faktisk ikke så ringe at kunne sige...)

tirsdag, november 21, 2006

Hukommelsessvigt?

Det er tilsyneladende et stigende problem, at de helt unge drikker sig fra sans og samling. Vi er altså ude i branderter, hvor de unge simpelthen er bevidstløse. (Det kunne man se i programmet "Station 2" i aftes.)

Her i morges læste jeg så på tekst-tv, at det måske altid har været sådan - men at mange forældre bare fuldsstændig har glemt (fortrængt?), hvordan det var, at være ung.

Jeg har IKKE glemt, hvordan det var at være helt ung! Det er f.eks. derfor jeg ALDRIG i livet kunne drikke en rom & cola! Tror I måske det er morsomt, at stå bag ved Ommersysselhallen og brække sig i hybenbuskene, bare fordi man liiiige skulle drikke sig stiv i rom & cola til et halbal...? Det kan jeg så oplyse om, at det er det IKKE! (Men indtil bræk-seancen var det faktisk meget skægt...)

Den store forskel på dengang (for snart 28 år siden) og i dag er måske bare, at for mit vekommende var det ca. 2-3 gange om året den slags foregik - hvor det i dag er 2-3 gange om måneden...?

Unge vil afsøge grænser - og har altid gjort det. Det er vel en del af det med, at blive voksen. At finde ud af, hvem man er, og derunder også, hvordan alkohol påvirker én. Men derfor er det sørme også vigtigt, at de her unge mennesker har nogle stærke voksne omkring sig, der bl.a. også har nosser nok til at sige NEJ! Og som også vil guide dem på en ordentlig måde.

Note til mig selv: Asta er kun 8 år lige nu - men det kan sørme godt være svært, at være mor allerede nu... Pyhhh.... Godt barnet også har en anstændig far, der ikke er bange for at være far!

mandag, november 20, 2006

Kollektiv hjerneblødning?

SÅ er den da fuldstændig gal igen! På gårdsdagens tekst-tv læste jeg, at Partiet Venstre foreslår, at der skal brugerbetaling på f.eks. lægebesøg. Den holdning vedtog man på årsmødet i den forgangne weekend. HVAD er det lige, man ikke fatter i Venstre??? Tror de virkelig, at folk generelt er interesseret i skattelettelser - når det i den anden ende betyder øget brugerbetaling? Den hopper jeg ikke på! Næ - jeg vil med glæde betale 2 % mere i skat, hvis det kunne betyde, at vores velfærdssamfund ville bestå. Jeg vil have, at de ældre får det bedre. Jeg vil også have, at børnene får det bedre - og at vores sygehusvæsen fungerer optimalt = bedre, end nu! Måske man skulle overveje, at sætte lægerne til at være læger - og så få administrativt personale til at tage sig af administration...? Det er sgu da vanvittigt, at en overlæge med en VILDT dyr uddannelse, skal sidde og administrere! Jeg bliver SÅ gal! Nogen må altså have fået en kollektiv hjerneblødning...
PS.: Vi bliver i øvrigt rådet til at gå til læge "i tide".... Tror Venstre selv på, at der går flere til læge, hvis det kommer til at koste penge???
Nå - så fik jeg da lige luft for det... :o)

lørdag, november 18, 2006

Julefrokost-tid

Tilfældigvis ville min datter sove hos en klassekammerat i nat. Det betød så en ekstra "fri-aften" til mig. Ikke at jeg lige udmiddelbart vidste, hvad jeg skulle stille op med den - men på et tidspunkt blev yndlingsoverboen (som I nok skal komme til at høre meget mere til...) og jeg enige om, at vi da også lige kunne gå ned i byen og drikke et par øl. DET var måske en fejl...! Vi er tilsyneladende kommet ind i julefrokostperioden = sindssyge mennesker, der invaderer bylivet om natten max én gang om året! Damn, der er ikke meget pli at hente, efter indtagelse af formentlig et monstrøst antal snapse, der til enhver til ville kunne braklægge en mindre, jysk provinsby! Der MÅ være nogle af føromtalte, der aldrig fandt deres adresse igen! En yngre fyr, der gik med bukserne godt nede om ballerne (på den totalt ufede måde!) lignede en, der havde drukket hele julefrokosten ganske alene! Ikke at jeg på nogen måde minder om en raketforsker i en 100-hestes brandert - men HELT seriøst; jeg sparer nok alligevel lidt på de lamme kommentarer! Det var der til gengæld ej ret mange andre der gjorde!
Jeg bliver nærmest så'n lidt snerpet... Gad vide, om det bliver min nye stil?
Nåmen, heldigvis skulle jeg jo hverken drikke mig stiv eller spille moderne - så jeg gik da bare hjem i min seng allerede kl. 3.

onsdag, november 15, 2006

Ja, ja - vi har god tid

Det VAR unægtelig en noget flad fornemmelse, at sidde i Københavns Byret i går - og være ude af bygningen bare 3 kvarter efter! Vi havde forberedt os på en lang dag i retten. Jørgens ekskæreste skulle have at vide, at det bestemt IKKE er i orden, at gå og smitte andre med HIV-virus med vilje - og det fra højeste sted! Men næ nej - retssagen er blevet udskudt til d. 21. december, da et af vidnerne ikke mødte op! Han var simpelthen blevet bange, fik vi at vide. Han er blevet truet på livet af tiltalte og dennes familie.
Tiltaltes mormor stod ovenikøbet uden for retten, og råbte, at hun ville slå Jørgen ihjel, og at han havde ødelagt hendes barnebarns liv. Undskyld mig, men HVEM ER DET, DER HAR ØDELAGT NOGENS LIV???
Ja - jeg var pænt rystet...
Hvad blev der lige af begrebet "almindelig god opdragelse og anstændighed"?

fredag, november 10, 2006

Total mavekrampe

Jow, jow - det KAN faktisk godt lade sig gøre, at sidde komplet mutters alene i stuen, og SKRIGE højt af grin!!! Det hændte i hvert fald for mig i aften, da jeg tilfældigt (og vældig fredagsbombet!) raslede ned i sofaen med remoten, og fløj ind på DR1. Anders & Peter Lund Madsen tonede frem på skærmen i et eller andet vanvittigt underholdningsprogram, hvor de var ude i noget med menneskets oprindelse og Neandertalere etc.... For pokker da, som jeg bare ELSKER den retorik og det vokabularium Anders tryller frem! Det er de mest fantastiske forklaringer, han disker op med - og det med det vildeste poker-fjæs! Se, DET er da fredagsunderholdning, der sparker r..! Det var da så'n en mand, man skulle ha'.... (Bare uden morgengarn 24/7!)

Gurli Alsen

Her er lige endnu et maleri. Det er malet af min gode kollega, Gurli, som laver de mest fantastiske (naivistiske?) malerier. Jeg MÅ have et hængende i mit hjem på et tidspunkt! Når Gurli går i selvsving foran lærredet, er hun komplet umulig at komme i kontakt med. Tænk, at kunne gå sådan "ind i sig selv", og være SÅ koncentreret om noget! Det kan jeg så ikke... Tror mere mine forcer går i retning af multitasking... Eller så'n noget.... Eller hvad??? Hm...

Ju-biii....!

Så skete det - endda et par dage før planlagt - Sys & Bo fik en lille datter for et par timer siden! Sys og Bo er nogle af mine allerbedste venner. Bo har jeg kendt i næsten 25 år; Sys kun i nogle få - men hun er dejlig, er hun!!! Og det er deres lille guldklump sikkert også! Vildt uopdragen og uforudsigelig fra starten af - det skal nok blive interessant...! Hun ville ikke vende rigtigt, derfor var der fastsat et kejsersnit på mandag. Men næ nej - det VAR jo i dag, Sys havde termin, og det tog pigebarnet tilsyneladende RET bogstaveligt! Ikke noget med at komme lallende tre dage for sent - hun er fremme i skoene fra starten af! (Gad vide, om det barn ligner sin mor katastrofalt meget??? Skræmmende tanke!) Men et stort tillykke fra den Juul'ske residens!!!

torsdag, november 09, 2006

Når livet tager en uventet drejning...

... skal man IKKE være alene. At min "lillebror" blev smittet med HIV som 17-årig - ovenikøbet MED VILJE! - det skal ikke lægges ham til last. Han blev smittet af sin kæreste, som han i øvrigt boede sammen med. Kæresten havde haft HIV i 4 år - men havde godt nok liiiige "glemt" at fortælle det... Sympatisk fyr, ikk'? NOT!!! Han er simpelthen noget af det usleste, jeg overhovedet kender! Tro mig, han ville helt sikkert være RIGTIG træt af, at møde mig en mørk nat alene...!

Heldigvis blev han meldt til politiet; og nu skal vi til København på mandag-tirsdag, som supportere for Mølle (= Jørgen = "brormand"), når han skal vidne i retten. Han skal godt nok ikke stå og føle sig alene, bare fordi det ikke lige er i nabobyen, det foregår.

Med til historien hører også, at Jørgen i øvrigt har fundet sig en DEJLIG, dejlig kæreste - som har lært ham at kende, efter han er blevet smittet. Tjo - der findes åbenbart stadigvæk fantastiske mænd... Hm - mon de alle sammen er bøsser??? Damn, det ville være uheldigt! :-/

onsdag, november 08, 2006

Betina Lind Christensen

Her er endnu et billede malet af en veninde. Betina har jeg ikke kendt i forfærdelig lang tid - faktisk ikke engang 2 år. Men alligevel har vi været temmelig tæt på hinanden. Betina bruger meget af sin tid foran staffeliet - og anstrengelserne heraf, kan man bl.a. se på hendes weblog www.blindartgallery.blogspot.com

Brit Lundberg

Brit HAR jeg refereret til i et tidligere indlæg. Brit har jeg efterhånden kendt i 10 år - og hun er noget af det skønneste. Fuldstændig kugleskør, og aldeles pragtfuld! Samtidig er jeg også utrolig vild med mange af hendes billeder. For et par somre siden sprang vi rundt i vandpytter i sommertordenvejr, og blev totalt gennemblødte. Bagefter sad vi på plaskvåde stole på Brits terrasse og drak torden-portvin af små glas, imens vi lige ordnede det meste af verdenssituationen. Det er da klasse!
Det er muligt at se flere af Brits malerier på www.britlundberg.dk

Morgen

Da jeg vågnede i morges, kunne jeg næsten ikke få øjnene op... (Det er vist blevet lidt sent de sidste aftener.) Regnen væltede ned, og det var buldermørkt. Asta var heller ikke til at ryste ud af dynen. Men tænk - JEG VAR I GODT HUMØR! Gad vide, hvad dælen, der gik galt der...?

tirsdag, november 07, 2006

Lena Tvede

Jeg har en del venner, der maler. En af mine foretrukne kunstnere i vennekredsen, er Lena Tvede. At hun så samtidig er en vidunderlig veninde, som jeg har kendt i efterhånden 18 år - ja, det gør det da kun bedre!

Her for nylig sendte Lena nogle værker over til kunstnernes efterårsudstilling på Charlottenborg. Hun kom igennem første udvælgelse - men blev desværre ikke valgt i anden runde. De ved sgu da ikke, hvad ordentlig kunst er, nå!

Hvis man skulle være interesseret i at se flere af hendes værker, så tjek www.tvede-kunst.dk

En sand helt

I dag er jeg en helt! (Synes jeg i hvert fald selv...) Jeg har været nødt til at flytte min pc - dvs. 6 milliarder ledninger, hvor det BESTEMT ikke er indlysende, hvor de hører hjemme! Og tænk - nu sidder jeg sørme og skriver på førnævnte pc! Så jeg kunne faktisk godt finde ud af det! Hæ, hæ.... Jeg ER saftsuseme dygtig! (Og det er dælme vigtigt at rose sig selv - det er for sjældent andre gør det. Altså andre, der ikke er ens datter...)

torsdag, november 02, 2006

Brrrrr...!!

Så er det altså officielt: Det ER koldt udenfor - for jeg har (for første gang siden midten af marts) fået strømper og sko på... :o)
PS.: Jeg kan BEDST li' sommer...

onsdag, november 01, 2006

Skod-dag!

Pak mig lige væk - og tag mig frem, når det bliver sommer igen...

Pis, pis, pis...

Gik lige og håbede på at kunne købe den her fantastiske lejlighed - men næ nej! Den fik jeg så ikke... "Den anden" var der først - og blev valgt! Synes faktisk snart jeg trænger til bare en smule medvind....