Nu er Asta lige taget op til sin far i dag. Jeg sendte hende i skole i morges, og får hende ikke hjem før om en uge. Det er laaang tid, synes jeg. Men også helt i orden... Det er så ambivalent! Hun hører til hos mig - synes jeg, når jeg skal være egoistisk! - men skal selvfølgelig også være hos sin far og hans familie. Det har både hun og de krav på. Men jeg vænner mig altså aldrig HELT til det. Jeg savner hende, når hun ikke er her - men synes alligevel også det er noget mere "afslappende", når hun ikke er her.... (Kan man godt skrive sådan...?)Asta bliver aldrig et af de nemmeste børn i verden - det HAR vi lært at leve med. Bare Asta også ville kunne lære at leve med det. Eller rettere: Gid hun dog kunne blive lidt bedre til, at navigere i det kaos, hun dagligt befinder sig i! Hun har alt for mange konflikter i skolen - både med børn og voksne. Det ER lidt besværligt, når ens hjerne tænker en hel del anderledes, end andres hjerner! Når jeg (eller andre voksne) forsøger at guide Asta, at give hende gode råd om, hvordan hun ellers kunne vælge at gøre, så bliver hun simpelthen så ked af det, føler sig forkert, og bliver gal. Og nægter i øvrigt pure, at hun måske kunne gøre noget andet, end det, hun nu gjorde....
Vi har lige været til skole/hjem samtale - og det lærerne ser og oplever med Asta, er fuldstændig det samme, som vi ser dagligt. Jeg synes det ER så synd for mit barn. Min lille guldklump er alt for ofte trist, og er virkelig træt efter en skoledag. Hun forsøger, at holde sammen på sig selv, og jeg ved jo, at det mislykkes! Jeg ville så gerne hjælpe hende - men aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre!
