mandag, december 28, 2009

....Og det gør nytåret også!

Dejlig jul - omend en smule anderledes end forventet... Nu venter det nye år lige bag hækken, og jeg ER klar. Har brugt en del energi på at få ryddet op mentalt - og tror næsten det er lykkedes. "Når forandringens vinde blæser, er der nogen, der bygger vindmøller - og andre, der bygger læhegn", var der engang en klog kineser, der sagde. Øhhh - læhegn har så aldrig været MIN stærke side, så jeg må satse på vindmøllerne! ;o)
Årets juleberetning er det ikke blevet til endnu - der har været for meget om ørerne på mig! Men hvem siger, at den ikke kan komme i starten af det nye år???
Asta er lige blevet puttet. Vi hygger og ser en del film. Dejligt, at hun er her! Det er lidt småt med venner, der ringer til hende - hvilket selvfølgelig bekymrer mig - men jeg gør så det bedste jeg kan, som stand in.... Vil stoppe for nu - klokken er mange, og der står pingviner og klapper mig i nakken på balkonen! Sov godt!

søndag, december 20, 2009

Julen kommer altid til tiden...

... uanset, om man er klar eller ej!

Og jeg er IKKE klar! Hverken fysisk eller mentalt...

Ørkenprinsen er røget ud - og det har ikke været særlig rart. Jeg savner ham. Men tilsyneladende vil han mig ikke nok - og jeg er bare SÅ dårlig til at nøjes med det næstbedste! Han skal bære mig på hænder og fødder, og skrige ud fra f.eks. Himmelbjerget(?), at jeg er HANS kvinde, og ingen andres. Jeg vil ikke være så hemmelig, at vi ikke engang kan være venner på Facebook. DET er bare ikke godt nok! Hvis der skal tages større hensyn til ekskærester og andre, end til mig - så kan det være lige meget! Det værste er bare kommunikationen... Han forstår SLET ikke, hvad jeg siger, og synes jeg er underlig! Og lige præcis her, VED jeg bare, at jeg har ret. Kan bare ikke lade være med at tænke, om han er ærlig overfor mig...? Er der i virkeligheden andre årsager? Er han mon HELT ærlig overfor mig...?

Nå - jeg må hellere få fundet det der juletræ i morgen! Asta kommer hjem tirsdag morgen, og efter afslutningen på skolen, skal vi til Lindbjerg og hente den økologiske julegås! Der bliver da i hvert fald mad nok - vi bliver jo lige pludselig kun 3 juleaften...!

Julekortet vil jeg forsøge at få skrevet imellem jul og nytår - har ikke helt opgivet at få det ud i 2009!

mandag, december 07, 2009

Må man godt sige "fuck det hele!" så tæt på jul...?

Lige nu synes jeg bare, at livet er pisse besværligt... Det er snart jul - og jeg burde glæde mig. Det gør jeg så ikke endnu!
På lørdag skal vi have julefrokost - og jeg kan slet ikke overskue det! Al den mad, der skal laves og købes ind - dette år lidt anderledes, da der bliver sparet vældig meget på svinekødet... Det er også lidt bøvlet... Og der kommer én med, som ikke "plejer" at være der - hvordan kommer det til at gå?
Og hvad med alle de her skide følelser, som jeg næsten ikke orker/har styr på...? Hold op, hvor er det da bare 100 gange lettere, at være 100% single! Jeg føler alligevel ikke, at jeg bliver "passet på" - synes pt. det hele går op i diskussioner af mere eller mindre lødig karakter og en pæn portion "talen-langt-forbi-hinanden"... *grrrrr*.....!

søndag, december 06, 2009

Hvad du ønsker skal du få... Del 2...

Nå nej - jeg HAVDE vel da for pokker heller ikke forventet, at træerne voksede ind i himlen...??? Jo... Det var nok lige præcis der, den var! Men nej - det gjorde de så ikke!

mandag, november 30, 2009

Hvad du ønsker, skal du få....

....eller NOT!
Julen står for døren - eller noget. I hver fald skriver vi d. 1. december i morgen!
Hytten er delvist pyntet, og Asta er vældig forventningsfuld. På lørdag skal jeg til årets første julefrokost, her i Det Orange Hus. Ugen efter skal vi selv holde julefrokost sammen med Nete, Palle, Birgitte, Torben og alle vores unger. Det glæder vi os også til.
Juleaften skal fejres her - Asta, min mor, ørkenprinsen & jeg + en monZtergås ude fra Esbens økologiske landbrug i Lindbjerg! :o) Jeg tror det bliver hyggeligt. Asta glæder sig i hvert fald helt vildt; hun ELSKER, når vi selv holder juleaften!

onsdag, november 18, 2009

Randers - en by i (under)udvikling!

Så så man lige Randers på hovedet endnu engang! Det er dog de mest fantastiske ting, der markerer os på danmarkskortet...! Først en en hel del enige om en borgmester fra SF. (What happened, spørger jeg bare???) Jeg var ikke udelt begejstret - men kan jo heller ikke fordrage Nyhuus, sååå... Nå - men længe før man har vænnet sig til tanken - vupti! - så er Nyhuus igen borgmester, fordi den stakkels unge Kasper Fuhr var blevet løbet om hjørner med i det politiske spil i nat, og så sidenhen fortrød...! Ja, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke! Men imponeret er jeg i hvert fald IKKE!
I øvrigt fik jeg 12 personlige stemmer... Det er så ikke lige nok til at lave revolution i Randers på! Lidt et skam, når man tænker på, hvor sørgeligt det står til nede på det rådhus!

lørdag, november 14, 2009

To be - or not to be... Borgmester???

Ja - jeg overvejer simpelthen at kuppe borgmesterposten efter på tirsdag! Jeg synes vi savner noget fest - kal det bare "Bal i den Borgerlige" i Randers United! Jeg tror simpelthen ikke, det er muligt, at gøre det ringere, end manden, vi har på posten nu! Men ok - han ER jo også førtidspensionist, OG socialdemokrat... En sørgelig forsamling, si'r jeg bare!

tirsdag, november 10, 2009

"Så kys det dog, det satans liv..."

Nogle gange kunne det være rart, at man var i stand til at "pakke sig selv væk". At kunne sætte et filter på, og selv bestemme sine tanker. Ikke at lade sig gå på af ting, der måske ikke foregår - men som man forestiller sig inde i sit hoved! Eller måske foregår de...? Hvad ved jeg. I dag er en dårlig dag! Jeg er bare rigtig godt gammeldags ked af det, og har lidt svært ved at rumme mig selv og mine følelser. Har lyst til at gemme alting væk - mest af alt følelser!!! VIL ikke være ked af det. Har brug for at føle mig værdsat og elsket - OGSÅ når jeg er alene. Vil ikke være hemmelig og gemt væk! (Hvis det er det, jeg er...?)
Hold op, hvor er det bare nemmere at være fuldstændig single og ganske uinvolveret i nogen!
Måske ER det bare det, jeg skal... Altså være mig selv - UDEN noget, der bare minder om en kæreste.... Orker ikke alle de her besværlige diskussioner med mig selv!

fredag, november 06, 2009

Kommunalvalg

SÅ er vi der igen! Er det virkelig 4 år siden sidst? Ja - der er kommunal- og regionsvalg d. 17. november! Jeg har valgt at stille op igen. Ikke at jeg har lagt et fantastisk stort stykke arbejde i valgkampen - men jeg synes det er vigtigt, at give sin uforbeholdne mening til kende, og at være en del af demokratiet. Jeg bliver simpelthen så arrig, når nogle betror mig, at de ikke gider stemme, "for-der-er-jo-aldrig-nogen-der-hører-på-hvad-jeg-siger-alligevel". Sikke noget pjat! Hvis alle tænkte sådan, så havde vi diktatur! Er DET et alternativ, man har lyst til måske...? Næ, vel...? Jeg ser det som en gave - OG en borgerpligt - at sætte krydset! Det er da meget muligt, man kan være i tvivl om, HVOR det skal sættes - men så må man jo sætte sig ind i det, eller stemme blankt. Det er også at stemme!
God weekend.

tirsdag, oktober 27, 2009

Op ad bakke...

Jeg er rigtig glad for mit job. Rigtig meget, faktisk. Men ind imellem bliver jeg sgu noget træt, må jeg indrømme! Nogle gange er det skruen uden ende, med nogle af eleverne, der kommer fra de mest sølle familieforhold, man overhovedet kan forestille sig, en kommune, der overhovedet IKKE tager opgaven seriøst (det koster jo penge!) - og en enkelt kollega, der ikke fatter en bjælde, ikke byder ind med noget, og som jeg IKKE synes er spændende at arbejde sammen med...!
Lige nu er jeg TRÆT! Orker ikke mere shit fra de samme kanter.
Kan jeg ikke bare få en måneds ferie NU...?

søndag, oktober 25, 2009

Party-hardy!

En af mine gode bekendte - Martin Møller - er lige blevet 30. Det skulle fejres! Og det skal jeg da lige hilse og sige, at det blev...! Jeg har sjældent været til en fest med så meget gang i den! Fantastisk italiensk mad, masser af fadøl & shots, helt vildt glade mennesker, masser af musikere - der naturligvis måtte spille - Møller himself inklusive.
Og billedet... Tja - det er ved gud ikke det mest flatterende foto af mig, men hold nu op, det var skægt, og vi gav den max bundgas!
I dag har så lissom været knap så morsom... Pyyh, jeg som ALDRIG har tømmermænd, har haft de værste hangovers EVER! Men det var altså det værd...! Tak for en fed fest, Møller! ;o)

fredag, oktober 23, 2009

Skole/hjem samtale

I aftes var vi til skole/hjem samtale med Asta. DET var da en fornøjelse! Mit dejlige barn fik så meget ros - og var en vældig glad pige. Det er ikke altid, hun er blevet mødt åbent af hendes lærere - men det tror jeg er vendt fuldstændigt. Hun har selv et rimelig fornuftigt billede af sig selv, bliver forstået på en helt anden måde, elsker specielt dansk - både skriftligt og mundtligt - og er i det hele taget glad for at gå i skole. Derudover havde hun også et par gode forslag til, hvad hun godt kunne tænke sig at arbejde med fremover. Det er da for fedt!
For første gang nogensinde har Asta forladt en skole/hjem samtale glad og tilfreds. Jeg er SÅ stolt af hende! (Og det var faren altså også...) Dejlig dag!

onsdag, oktober 14, 2009

Efterårsferie...

...DET gider vi gerne! Jeg trænger til at få klaret hjernen og tænkt en masse tanker!
Note til mig selv: Lad være med at smide med objekter af geologisk oprindelse, når du selv bor i en residens af fragilt materiale...!

tirsdag, oktober 13, 2009

"Panserhjerte"

Jo Nesbø er en fabelagtig god krimiforfatter. I dag udkommer hans 8. bog i serien om kriminalinspektør Harry Hole. "Panserhjerte" hedder den - og den er så lige på tilbud i Føtex til 199 kr. fra i dag! Jubiii - har lige været inde og købe den - GODT man har efterårsferie! ;o)

mandag, oktober 12, 2009

Gran Torino

Jeg er stor fan af Clint Eastwood, og har været det i vanvittig mange år - no doubt! Nu har han så gjort det igen! Dvs. filmen er jo ikke fra i forgårs - men jeg har bare ikke fået set den før i går.
Han spiller rollen som den sure gamle mand - med et hjerte blødt som smør inderst inde - helt fantastisk! Jeg blev næsten forelsket... Så vil jeg da forresten blæse på, at manden er fyldt 78! Han er så skøn og firkantet, med nogle geniale punch lines, at man ikke kan andet, end at overgive sig fuldstændigt.
Se den - hvis du ikke allerede HAR gjort det....

søndag, oktober 11, 2009

Kommunikation

Det, at kommunikere med andre mennesker - både mundtligt, og i særdeleshed skriftligt - er ikke altid en enkel sag... Når jeg taler, eller lytter, til andre mennesker, så hører jeg ikke nødvendigvis det, de udsender, da vores forståelsesramme er forskellig - vice versa. DET giver til tider en anelse "mudder i maskineriet"... *SUK*
Jeg plejer nok at blære mig med, at jeg er særdeles klar i mine udmeldinger... Men det kan tilsyneladende også misforståes, har jeg erfaret på det seneste! Både på jobbet og på det personlige plan. Æv! Jeg HADER at blive misforstået... Jeg kan blive komplet desperat, når folk ikke forstår, hvad jeg siger! Det værste er de, der - af uransagelige årsager! - TOLKER i det, jeg siger.... "Hhhmm.... Aha.... Når Jytte Juul nu siger sådan - gad vide, om hun så i virkeligheden mener det og det...?" NEJ, hun gør ej!!! Hun mener sgu lige præcis det, hun siger. Og hvis nogen synes jeg er en hysterisk kælling - eller har en åndssvag mening - så sig det dog lige ud.... Det er bare det letteste....
Nå... Det måtte bare lige ud...
Note til mig selv: Meld - om muligt - endnu tydeligere ud...! Og lad være med at spilde krudtet på nogle, der er uden for pædagogisk rækkevidde...

fredag, oktober 02, 2009

Husleje, varme & andre detaljer...

Jeg sad på balkonen i går eftermiddags - for en gangs skyld - og hørte mine overboer pusle på balkonen. Så måtte vi jo have noget mokka... Da vi sad og spiste små kiks med ost til kaffen, faldt talen på husleje, vame etc. Jeg kunne ikke lige huske, hvor meget jeg betalte - men det var jo også bare detaljer!
Om aftenen ringede søde Lene underbo så... Hun lagde ud med noget i stil med "nu-skal-du-ikke-gå-i-selvsving-men..." det var godt nok ikke så ofte hun lavede regnskaber for huset osv. - men HVIS hun ikke tog helt fejl, havde jeg måske ikke betalt hverken husleje eller varme i de sidste 7 måneder...?
Øøøøøhhh! Detaljer!!!? Nå ja - men det måtte der vel rettes op på! Syntes egentlig også, der stod farlig mange penge på min budgetkonto - det var så nok derfor. At betale knap 30.000 kr. på én gang! ;o)

torsdag, oktober 01, 2009

Ruineret...!

Nå... Golf'en fløj så ikke lige gennem det der syn i sidste uge... *SUK* Jeg kørte ud til min (engang!) gode ven, Preben, for at han skulle syne den. Som i: S-Y-N-E...! Ikke D-U-M-P-E...!
På "to-fix-immediately-listen" kom:
  • 2 nye bagfjedre (= 4 - gider ikke den sænkede undervogn længere!)
  • Langt lys på højre forlygte skal ordnes
  • Tandstangsmanchet på højre forhjul
  • For meget slør i venstre forhjul
Derudover havde mekanikeren:
  • Sat nye bremseklodser på
  • Sat nyt sidespejl på i venstre side
  • Sat ny forlygte i højre side (hvor det lange lys så ikke virkede...!)
  • Rettet fejlmelding på airbag = ca. en trilliard arbejdstimer!
Så alt i alt får jeg nok en mekanikerregning på et par millioner + et omsyn!
DEPRESSIVT, siger jeg bare...! :o(
PS.: I øvrigt trænger øsen også til at blive vasket... *SUK*

mandag, september 28, 2009

Mor - 80 år

SÅ blev den overstået... Altså, morens 80 års fødselsdag! I guder, hvor er det en god fornemmelse! Hun havde en fantastisk god dag - så missionen lykkedes. Jeg var ellers ved at opgive på et tidspunkt. Har savnet en 5-6 søskende undervejs i processen, må jeg nok sige... Der er MANGE ting, der skal ordnes og tages stilling til - og jeg har været inde over en del af det. Det er ikke altid kompatibelt med det, at være enlig mor og et fuldtidsjob, skulle jeg lige hilse og sige! Og min mor er en temmelig utålmodig sjæl - ting skulle helst have været klaret i går... Nå - men det var en fin fest hun holdt. Og hun ser jo egentlig rasende godt ud på billeder, ikke...? ;o)

onsdag, september 16, 2009

Glad i låget

At leve i nuet er livets teknik
- og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
bli'r aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
Og det næste bli’r aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
én gang for alle er dette.

Piet Hein.

Faldt lige over dette gruk og tænkte, at det egentlig passede vældig godt til dagen i dag!
Jeg er simpelthen så glad i låget...!
Jeg synes livet er en gave, og synes faktisk også, at jeg klarer det helt godt med at forvalte den gave.
Sikke heldig man går og er!
(At man så ind imellem bliver kysset helt i dørken af en skøn mand gør jo ikke livet værre...!)

torsdag, august 27, 2009

Noget om indfødsret

Jeg har lige testet i dag, om jeg er en "ordentlig" dansker... Jow, jow - jeg kan vist godt få lov til at blive på balkonen lidt endnu, hvilket jeg da er svært tilfreds med!
Hvad jeg derimod IKKE er specielt tilfreds med, er indfødsretsprøven i sig selv....! Tro mig - jeg kender en hel del indfødte danskere, der på ingen måde er i stand til at bestå den prøve! Og hvem siger, at man er en ordentlig dansker/har ret til dansk statsborgerskab bare fordi man KAN bestå en prøve, der virker til at være relativ tilfældigt udformet....? Nej, jeg er sandelig IKKE imponeret!
Prøv selv:
PS.: Jeg fik 37 ud af 40 rigtige....

søndag, august 23, 2009

Regatta = Randersuge for mig

I aftes var der så regatta i Randers Havn. En af de mere festlige indslag i randersugen - og faktisk det eneste, vi har deltaget i! Asta og jeg havde - som vi plejer - fået lov til at sejle med min kusine og hendes mand. I år havde vi også fået Lena Tvede med. Vi startede med at grille nede i motorsejlklubben, og senere sejlede vi ud, med masser af italinesk champagne, cola & Irish Coffée. Sidst på aftenen blev vi læsset af inde ved tivoliet - og så fik Asta lige prøvet et par ting, inden turen gik op ad Storegade. Toiletbesøg på Rick's Café ("Det er så her, at mor plejer at danse moderne i tide og utide, Asta".) Vejen gik også forbi gården bag det gamle Maxim, hvor Tonni skulle til at synge, og forbi Don, hvor vi lige sagde hej til Musen, og 38, hvor Morten Kjeldsen, Trine og Steen Rebold sad inden de skulle på scenen. Taxa hjem i seng; og et stk velfornøjet barn efter en SKØN aften!

onsdag, august 19, 2009

HVOR træt kan man være...?

Ja - jeg spørger bare ud i æteren...! Er jeg ved at blive gammel, or what? Det nægter jeg at tro på, endsige at forholde mig til! Men pyyyyh, jeg synes godt nok, det har været en temmelig brat opvågnen her efter ferien!
At jeg så også hellere vil sidde på balkonen - eller noget? - til kl. jeg ved aldrig hvornår om natten.... Tja.... Det gør det måske ikke ligefrem bedre!
Men i morgen er det torsdag = kun 2 dage til weekenden! Kunne man så tænkes at vågne bare en smule op igen...?

mandag, august 17, 2009

Årets kartoffelhøst

Det KAN godt være, at jeg var gået særdeles sulten i seng i aften, hvis ikke Jette havde haft et par kartofler, jeg måtte få...!
I dag var så dagen, hvor jeg skulle pelse min kartoffelplante fra balkonen. Jeg havde glædet mig pænt meget, skulle jeg lige hilse og sige! Friskfanget fisk var blevet indkøbt - et rigtigt herremåltid var under opsejling!
Spanden med kartoffelplanten blev ærbødigt båret ned i haven, og væltet rundt... Damn, jeg måtte LEDE efter de åndssvage kartofler!!! Og de her skaldede så gnallinger var så høsten...! Det VAR sgu da godt, jeg ikke havde satset på eksport, inviteret 14 gæster på middag, eller lignende.... *Hhprmmmfff*
Nå - jeg forøsger da bare igen næste år. Nægter simpelthen at acceptere, at det ikke er muligt!

tirsdag, august 11, 2009

Lille Sessuaq...

Det kaldte jeg Asta, da hun var baby. Jeg bestemte mig for, at det betød "mors prinsesse" på vrøvle-grønlandsk....
Nu er "den søde, lille prinsesse" så startet i 5. klasse i dag! Så der er ikke så pokkers meget baby over hende længere. Føj, tiden går alt for hurtigt!

Ørkenrosen

Jeg har fået en gave af min århusianske/sønderjyske/marokkanske "ørkenprins", som han bragte hjem fra sommerens ferie i Marokko: en ørkenrose, simpelthen!
Ørkenrosen er en sandfarvet sten, der består af sand og gips. Den dannes i saltsøer i ørkenområder. Ørkenrosen hjælper os med at finde ind til livets sande værdi som er kærlighed. Den giver os ønsket om og modet til at starte denne indre søgen.
Det er en sten der især går ind og påvirker hjertecentret og kan hjælpe til med at åbne det, så vi bliver lidt kærligere mennesker.
Tak for kaffe, siger jeg bare...! Gad vide, om jeg skal spekulere lidt over det - eller om jeg bare skal lade være med at tænke for meget....?
Jeg er i hvert fald MEGET glad for den. Den er utrolig smuk!

Festivaaaaaal....

Tænk, det lykkedes også at overleve dette års festival... Begge festivalstole blev godt nok hugget, luftmadrassen kunne ikke holde luft (hold op, vi var nødt til at drikke mange sjusser, så det ikke blev et reelt problem...) og kameraet strejkede på dag et! Derudover boede vi midt i en myretue, og måtte i al hast flytte teltet en meter. Mine fødder er så smadrede - de bliver nok aldrig rene igen, og mine muskler er mindst en meter for korte i læggene.
Men når DET så er sagt, så:
FED festival, glade mennesker, fantastisk selskab, glimrende musik, masser af fest - og lur mig, om vi ikke springer på igen næste år....? ;o)

tirsdag, juli 28, 2009

SMS

Sms'er er en glimrende opfindelse. Man er i stand til at kommunikere hurtigt - og relativt uforpligtende - over selv større afstande. Man kan lave aftaler, meddele, hvis man bliver forsinket, sende små søde beskeder - eller bare et simpelt livstegn! Jeg er vældig glad for at sende sms'er...
Men noget sms'er IKKE er beregnet til, er længere forklaringer og diskussioner.... Det skrevne medie kommer ofte til kort der, da man ikke er i stand til at høre tonefald etc., og så er det, man ofte går fejl af hinanden/misforstår meninger osv., medmindre man kender hinanden mere end bare almindelig godt....

Sol, sol, kom igen!

Gad vide, hvor søren al den regn egentlig kommer fra??? Ja - jeg taler ikke om den videnskabelige forklaring! Den er simpelthen en smule for kedelig til mig... Men helt seriøst... Det VÆLTER bare ned! Og jeg har ferie på balkonen! Det mest eksotiske jeg skal opleve denne ferie er Skanderborg Festival i næste uge - OG SÅ VIL VI ALTSÅ GERNE HA' NOGET SOLSKIN, TAK!!! Jeg har glædet mig i et helt år... Købt nyt telt, ovenikøbet... Fået lavet "Cølibathøns"-kasketter og alt muligt.... Det ER da ikke fair, hvis min ferie skal drukne!

lørdag, juli 25, 2009

Om at.... savne...?

Sagde jeg virkelig det "højt"....? Er det godt nok mig, der går her og savner???
Tja - der er vel ting, man ikke helt er herre over....
Lige pt. er der én langt væk, som står mit hjerte temmelig nær, jeg savner forfærdelig meget!
Jeg er ikke meget for at indrømme det... Jeg, som nok har styr på det hele (læs: det meste...)
Men ja - sådan ligger landet altså!
Kom nu hjem til mig!!!

lørdag, juli 18, 2009

Nespresso Aeroccino

Hæ, hæ.... SÅ fandt jeg den endelig! Mælkeskummeren, der sparker SÅ meget r..., at jeg ikke fatter, jeg har kunnet leve uden indtil nu: Nespresso Aeroccino!
Jeg har ledt og ledt og ledt - fandt den til sidst på internettet, i Den Blaa Avis! Vældig billigt - og kun i Silkeborg! Haps - den er min! ;o)

mandag, juli 13, 2009

"Chaos"

Har lige set den fedeste søndagsfilm i aften. "Chaos" med Jason Stratham og Ryan Phillippe bl.a.
Kanon overraskende plot og udmærkede skuespillerpræstationer. Og hvor ER Jason Stratham da en LÆKKER mand! Dem er der langt imellem - selv på det store lærred...
Han måtte gerne støvsuge mit soveværelse i bar overkrop... ;o)
Derudover har det været en skøn dag! Min dejlige unge er kommet hjem efter 17 dage hos sin far. Noiiii, hvor har jeg kysset meget på hende! Vidunderligt, at vi nu skal have ferie sammen!

fredag, juli 10, 2009

Kongensbro Kro - min bare r...

Ja - alting KAN jo ikke være lige godt... I aften stod den på stegte ål & flødestuvede kartofler på Kongensbro Kro. Øv, øv og... ØV! De har da godt nok skiftet ejer, siden jeg var der sidst...
Ålene var næsten ok.... Måske stegt en anelse for hårdt. Der var også kun lige nok. 17 stykker til 2 personer. Havde vi været RIGTIG sultne, så havde vi været på røven! De flødestuvede kartofler var kolde, som i "ikke engang lunkne". Dem brokkede vi os over. Så kom de ind anden gang - og var nu lunkne, i en skål, som man ikke engang havde gidet, at tørre kanten af på! (Mine fingre blev fuldstøndig kørt ind i sovs, da jeg løftede skålen...) Fadøllene var kolde - men en smule dovne. Vandet var ok - men vi blev bonget 18 kr. (ATTEN KRONER!!!) for en ganske almindelig flaske postevand! Jeg mener - på "ordentlige" restauranter betaler man sgu ikke for postevand, når man køber andre drikkevarer! Endelig regning: 629 kr....!
Tro mig - de fik IKKE en øre i drikkepenge!

torsdag, juli 09, 2009

Visit fra Kbh.

Min dejlige mor fra København er her for at besøge mig i disse dage. Vi hygger totalt igennem! Tirsdag aften var vi på First Floor og spise og i aftes havde vi købt en luksus-grill-bakke-ud-af-huset fra samme sted - OG fået lokket brormand herover fra Odense. Se DET var endnu mere hyggeligt! Vi fyrede op I Weber'en og flåede proppen af et par flasker Gewürtztraminer, drak Mojitos, Irish Coffée, Pinâ Coladas osv. Hyggelig, hyggelig aften! Brormand sendte vi hjem kl 23 - han skulle på job igen i dag - men vi blev hængende på balkonen til kl. halv fire i nat. Det er SKØNT at have ferie...! I aften kører vi på Kongensbro Kro og spiser stegt ål. Uhmmm...!
Og på søndag kommer mit søde barn hjem - DET glæder jeg mig næsten endnu mere til...!

onsdag, juli 08, 2009

Noget om... forhold?

Forleden sad jeg og talte om forhold med en... Jeg fik at vide, at alle de signaler jeg går og sender udstråler "jeg-kan-heldigvis-klare-alting-selv-og-behøver-dælme-ingen-hjælp". Hm... Godt så! Budskabet gik delvist ind. Jeg siger delvist, da jeg udmærket forstår, hvad han mente, og egentlig også giver ham ret. Men SÅ stopper enigheden også!

HVIS jeg nogensinde igen skal have en kæreste/give mit hjerte bort/kapitulere 100% - så bliver det altså ikke til hvemsomhelst!!! Jeg tror fuldt og fast på, at min evt. kommende kæreste sagtens kan "se igennem" mig, og vide, at jeg selvfølgelig også gerne vil "passes lidt på". Jeg VED også, at han ikke lader sig skræmme af en tilsyneladende fuldt ud selvhjulpet og stærk kvinde med et allerhelvedes temperament. For han er da nødt til at være endnu stærkere! As simple as that! Han skal da være i stand til at sætte mig på plads og smide mig i seng uden aftensmad - hvis det er nødvendigt...Hvad dælen skal jeg bruge en eller andet vatarm til, som bliver dødforskrækket, når jeg pludselig (mere eller mindre uden grund!) himler op, som en hidsig krage??? Nej tak, siger jeg bare! Jeg er bestemt ikke ude på at "kastrere" en mand... Men han skal hvile voldsomt i sig selv, og have sine meningers mod - DET ligger fast!

Bortset fra det, så har jeg det simpelthen FANTASTISK som single... Livet ER en gave. ;o)

tirsdag, juli 07, 2009

Mynten

SÅ er myntens ejer rejst på ferie... Jeg skal passe godt på planten - det er en ganske særlig mynte, som har en historie med sig. Jeg skal nok gøre mit bedste...
Nogle planter er lettere at passe end andre. Og nogle kræver en lidt særlig "indsats"... Nu må vi se, hvad dette er for en! Ejeren er skisme ikke af de letteste - så måske er planten også tilpas besværlig...? Den kommer langvejs fra og har nok været lidt forsømt. Jeg har godt nok planer om at pelse den jævnligt. Vi SKAL jo lissom ha' Mojitos, ikke! Men alligevel kan den jo godt have det udmærket her... Præcis lissom ejeren... ;o)

fredag, juli 03, 2009

Noget om jordforbindelse - eller ej...?

Jeg er NØDT til lige endnu engang, at citere Piet Hein, den aldeles forstandige mand:

Af alt, hvad jeg har mistet
og det var stort og meget,
var intet så bittert at tabe,
som det, jeg aldrig har ejet.

At tingene går og kommer
er bare livets spil,
men døden er det, at stå der,
med noget, som ikke er til.

Piet Hein

mandag, juni 29, 2009

At være - eller ikke være...?

Som de fleste af jer ved, er det der med at date liiige røget hen over hovedet på mig de seneste år... Jeg tror et eller andet sted, at jeg bare opgav! Mit liv er jo fantastisk uden - og MEGET mindre kompliceret! Det er ikke altid en gave, at være en tænksom sjæl, skulle jeg lige hilse og sige! Og et kompliceret liv er da det sidste, jeg ønsker! Ved at have en "tilbagelænet" livsanskuelse, nyde nuet og familie og venner - SÅ er man (jeg!) lykkelig! Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke også godt ind imellem kunne tænke mig lidt nærhed og omsorg... Det ER heller ikke altid en fest, at alting hænger på mig. Pengene, der skal tjenes, gulvene der skal vaskes, bilen der skal på værksted, etc.... Derudover er forventningerne jo heller ikke så volumiøse: sker der noget godt - så er det sgu min egen skyld, vice versa! Let at forholde sig til. ;o) Men nu ligger landet imidlertid sådan, at man heller ikke skal nægte sig selv noget godt - med dertil hørende fare for at brænde nallerne...! Og så ER det jo også vidunderligt at blive kysset helt i gulvet, at andre end ens datter!

fredag, juni 26, 2009

Sommerferie

SÅ kom dagen, som vi nok har ventet på i et stykke tid: sidste skoledag! Asta blev afleveret hos sin far i går - med oppakning til nogle måneder! Hun er godt nok kun væk i 17 dage, men man ved jo aldrig, hvad man liiige får brug for, vel...? De kører til Italien i dag til middag. Pyh, jeg kommer til at savne hende!
Jeg tog lige nogle billeder af Asta og hendes små søstre, da jeg var oppe med hende i går. Hun var savnet! Jeg ELSKER at se Asta sammen med Sigrid og Dagmar. Det gør det lidt nemmere at undvære hende, når man kan se, hvor meget de holder af hinanden!

lørdag, juni 20, 2009

AC/DC rocks!

Jeg HAR i sandhed været til mange koncerter... Men ingen - og jeg mener I-N-G-E-N slår AC/DC i Parken i går!!! Det VAR bare den uforfalskede, fedeste ROCK! Angus Young imponerede endnu engang med stripshow og uforlignelige guitarsoli - og de andre halvgamle mænd var simpelthen i intet mindre end topform!
DET var en fornøjelse!
At man så var blevet inviteret til arrangementet - det gjorde ikke oplevelsen ringere... Og selskabet var helt fantastisk.
Tak for et par fabelagtige dage i Kbh. ;o)

tirsdag, juni 02, 2009

Mit paradis

Her er et lille hjørne af mit paradis.
Hver aften, inden jeg lægger mig til at sove, tænker jeg over, hvor heldig jeg egentlig er!
Jeg har verdens dejligste unge, et godt job, mange gode venner - og nu også verdens dejligste lejlighed.
Man KAN da ikke ønske sig mere!

søndag, maj 31, 2009

Pinselørdag

I dag (øhhh... i går!) havde vi arbejdsdag i huset. Vi er kun 6 lejligheder i vores lille andelsforening, og det giver mulighed for noget samvær, som er uden sidestykke!
Vi fik ordnet og rengjort kælderen, kørt skrammel på lossepladsen, købt og tilplantet krukker i haven, gjort begge bagtrapper rene, malet muren ved cykel-/skraldeskuret og hygget en helvedes masse!
Vi startede med morgenkaffe hos Lene. Senere sandwiches i haven. Og kaffe med wienerbrød. Til aften var vi alle på Restaurant Sejlklubben og spise - og så sluttede vi af på min altan med Irish Coffée, øl, bobler & et spil Bezzerwizzer. Fed, fed dag!
Hvor ER jeg dog taknemmelig for mit paradis på jord!

Pinse-hygge

Her så man så os - mit skønne barn og jeg - sidde på altanen fredag eftermiddag, med nye, danske jordbær og et spil backgammon. Asta just hjemvendt fra far - og jeg fra en god lejrskole på jobbet. Vejret var/er sublimt - KAN man forlange mere på denne jord???
PS.: Bogen blev byttet ud med backgammon 3 sekunder efter jordbærrene kom på bordet....

søndag, maj 17, 2009

Idiot- og vandtæt telt...

Ups... Om små 3 måneder hedder det jo lissom Skanderborg Festival igen... Og i år skal min dyne og jeg IKKE drukne, og reddes af Jesper Bjerre eller andre! Så jeg har lige købt et telt... Vupti - 60 sekunder - så er det slået op! Alle stænger er integreret; man skal bare hive det ud af posen... FluFff - så står det dér!!! Det kan man sgu da forholde sig til... Derudover kan det klare et vandsøjletryk på 3000 mm. Så de værste naturkatastrofer i Skanderborg Krat & Omgen burde være til at overse....

Mit nye liv - nu med Weber!

Fredag var en dejlig dag. Solen skinnede, og der var dejlig varmt på altanen. Min dejlige ven og kollega, Morten, kom og besøgte Asta og jeg med kone + børn - og DET var vildt hyggeligt! Vi spiste hjemmebagt rabarbertærte og drak kaffe på altanen, og senere samlede Morten så mit flunkende nye hit: Weber-grillen! Straks blev der da fyret op i den, og så spiste vi bøffer & røde pølser! Sikke fantastisk livet er...!
I torsdags lykkedes det forresten også lige Asta og jeg at køre i IKEA og købe uhæmmet ind igen... Det går skide godt! Sikke mange ting, man slet ikke anede, at man gik og manglede... ;o)

søndag, maj 10, 2009

Balkonen

Det er så pt. her mit liv bliver levet - da man jo ikke ryger indendøre... Men her ER også rigtig hyggeligt! Næsten sydlandsk stemning, når det da ellers ikke stormer en pelikan!

Stue 1

Her bliver køkkenmøderne afholdt for eftertiden - hvis de ikke bliver henlagt til altanen... Det ER lidt ærgeligt, at jeg har vedtaget rygeforbud i min lejlighed.... Men sådan bliver det! Kedeligt, eller ej!

Stue 2

Her er sofa + bord kommet på plads - det er også ret fantastisk, at hænge ud i den foran den der 40" fladskærm, som insisterede på at bo hos mig!

Kan man elske ting...?

Her er min vidunderlige reol. I morgen aften kommer Flemming og sætter de sidste låger i. Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, hvad der kan stoppes ind i den! Hold op, det er rart med plads!

torsdag, april 30, 2009

Noget om papkasser....

Til min lille - men trofaste - læserskare: Jeg VED det godt! Mit liv er i papkasser, og mine skriverier lade vente på sig, for slet ikke at tale om fotos og andet.... Kommer tid, kommer råd! Jeg ER i det mindste online igen... Og på et tidpunkt kommer der også mere - bare ikke lige nu! Har simpelthen så travlt - og denne gang ikke med overspringshandlinger! Pakker ud, bytter ting, leder efter andre ting i kasser, forårskoncert på Lille Skolen (hvor min skønne datter sang aldeles pragtfuldt!), forsøger at komme på plads, skal til begravelse midt i det hele - OG forårsfest på skolen... Ja - jeg keder mig lissom aldrig!

mandag, april 13, 2009

Nyt på væggen

Jeg har lige købt det mest fantastiske maleri af min veninde, Lena Tvede. I det øjeblik jeg så det, var jeg straks klar over, at det SKULLE bo hos mig... Det ER faktisk allerede blevet hængt op i min nye stue. 140x100 cm. Nej, hvor er jeg glad for det! Tak, Tvede! Du er en skat!

torsdag, april 09, 2009

Påske-plim...

Sikke en påskeferie... Jeg har ligget vandret i den nye lejlighed. Blev færdig med at male i søndags, købte det halve af IKEA i mandags, fik samlet reoldele i tirsdags, byggede bord til pc og printer onsdag, fik trukket antennekabel gennem en væg (og klappede små påskelam onsdag aften!), fik stablet reolen op ad væggen i dag, OG nåede dælme også lige en påskefrokost senere - EFTER et besøg hos vagtlægen og døgnapoteket pga. underlige, kløende knopper, der instisterede på ikke at ville forsvinde, på trods af indtagelse af rå mængder antihistaminer....!
Derudover har der selvfølgelig været en masse besøg/kaffegæster - folk, der gerne ville inspicere min kommende bolig. Så NU er jeg dælme flad! Hvor ER jeg glad for al den hjælp gode venner har ydet - det var aldrig gået uden!
Skal have pakket mindst 400 kasser i morgen... GOD PÅSKE! ;o)

fredag, marts 27, 2009

Muddy Waters Jr.

Jeg glæder mig helt vildt til i aften! Skal i Remisen og høre Muddy Waters Jr. og Peter Nandes. Fed, gedigen, 12-takters Chicago-blues uden shit! YES! Jeg har knoklet de sidste uger - og bliver ikke færdig de næste mange uger - så jeg har tænkt mig at tage en total slapper, drikke mig stander-stiv, danse en vis legemsdel ud af bukserne, og skråle med på "Hoochie coochie man", så taget letter!
Pas på, Randers!
Note til mig selv: Det er forbudt at gå i seng, før det bliver lyst igen!

torsdag, marts 26, 2009

Underlødig journalistik!

NEJ, hvor brændte jeg sammen i morges, da jeg læste forsiden af JyllandsPosten inde hos bageren! I dag var det så lærernes tur... "Masser af specialundervisning kunne undgås, hvis lærerne var dygtige nok"...! Det stod der fandme! Med referencer til Folkeskolelovens paragraf omhandlende undervisningsdifferentiering! Min bare røv - jeg blev edder-spændt-rasende! Jeg er TRÆT af, at lærere konstant bliver gjort til skydeskiver. De allerfleste er dygtige og arbejdsomme mennesker, der fortjener i det mindste en smule respekt, fordi de "gider" bikse med folks ubehøvlede og uopdragne unger, og forsøger at lære dem noget ovenikøbet! Den elendige journalist har da slet ikke lavet sit hjemmearbejde ordentligt... Hvis han/hun var klar over, HVAD lærere sidder med rundt om i klasserne, og HVILKE opgaver vi ellers skal varetage (undervisning er ikke engang 1/3!) - så kunne det godt være artiklen ville have set lidt anderledes ud. Jeg ville i øvrigt gerne undervise det meste af tiden - men så må folk fandme til at opdrage deres unger, INDEN de sender dem i skole! Hold op, vi bruger meget energi på at fortælle eleverne, hvordan de skal opføre sig, hvordan man taler til andre, etc.

mandag, marts 23, 2009

Handy-woman nr. 1

Skulle møde kl. crap i morges, vi røg rundt som raketter allerede lidt over seks. Okke-bokken i skole, mig på job. Senere MUS-samtale (det gik godt!) og så ellers hjem og knokle videre!
Asta havde taget Carla med hjem fra skole - så vi lavede lige en Tour-de-Byggemarked! Først i Silvan og købe flere flyttekasser. De havde så udsolgt de 16 mm, MDF-plader, vi skulle bruge! Så måtte vi en tur i Jem&Fix... Fandt de føromtalte MDF-plader i de ønskede dimensioner - fuck, de vejer et halvt ton! Købte også en lægte på 3 m. Hvordan får man så det stablet ind i en alt for lille Golf, SAMMEN med 2 unger og 10 flyttekasser??? Lægten blev resolut savet i stumper og stykker. Den stakkels Asta måtte dele bagsædet med alle kasserne og to tunge plader, som med møje og besvær blev læsset i et forrygende haglvejr, imens mindst ti dorske mænd vadede forbi, uden i øvrigt at tilbyde deres hjælp! Og så er der nogen, der undrer sig over, hvorfor jeg er single????? Hallo - vil sgu hellere være alene til mine dages ende, end blive udstyret med sådan nogle måbende fæhoveder, der tågede rundt der ude! Nej tak!
Men hjem kom vi!
Nu mangler jeg bare en stiksav... Hm.... Må hellere låne en ude på skolen - jeg MÅ ikke købe mere værktøj foreløbigt!

Trænger til weekend...

HAR godt nok lige haft én - men ikke desto mindre: Jeg trænger til mere weekend...!
Vi har haft rygende travlt, Asta og jeg. Der skulle ryddes op i vores skrammel i kælderen - heldigvis blev det meste smidt ud, og kun en lille smule blev igen pakket i kasse(r). Skabet i stuen blev ryddet - igen blev en masse smidt ud, og lidt gemt. Billeder blev taget ned af væggen, gjort rene (de trængte HÅRDT!) og pakket i kasser. Gardiner + gardinstænger røg ned, blev vasket og pakket sammen. Og Asta har fået pakket det meste af hendes værelse ned - helt alene. Gudskelov blev der også lige plads til lækker mad og hygge foran flimmeren om aftenen, men hold op, hvor var jeg bombet i aftes! Det er fast arbejde at flytte...

onsdag, marts 18, 2009

Gammelt til nyt

Her er så min "nye" sofa, puder og sofabord. Jeg synes det ser fantastisk ud...! Det er ikke altid nødvendigt, at oprette en møbelkonto på en halv bondegård i et møbelhus - det er faktisk RET sjovt, at få noget eksisterende til at ligne en million...