lørdag, marts 31, 2007

Fritter-MGP

I går var vi til MGP i Astas fritter. Dvs. Randers Lille Skole, Randers Kristne Friskole og Randers Realskole dystede mod hinanden. Den gruppe Asta var med i vandt godt nok ikke - men ih, hvor ungerne hyggede sig alligevel! Hun røg selvfølgelig rundt som en raket! Det blev en gruppe fra Randers Lille Skole, der vandt. Ikke så tosset endda. :o) sigrid var selvfølgelig også med oppe og se storesøster danse... Hun var - som sædvanligt - rigtig glad. Chokoladekagen var et hit, og hun dansede med til den store guldmedalje!

torsdag, marts 29, 2007

Go' dag

I dag har Kim & Torben (de ædle og modige riddere!) reddet mig ude i Støvring-gårdskoven. Vi var ude med 'knejterne', med sværd og hele baduljen, og mødte fremmede, onde væsener, der måtte bekæmpes!. Solen skinnede, luften var mild og varm - sikke en dejlig dag! Dagen bliver så heller ikke ringere af, at jeg i morgen har 10 dages påskeferie... Aiii - hvor skal vi altså hygge os!

onsdag, marts 28, 2007

En lykkelig kvinde!

Jeg er da intet mindre end en lykkelig kvinde!!! Her til morgen åbnede jeg min e-boks i netbank, og så til min store glæde, at Told & Skat (de kære væsener!) havde indsat intet mindre end 6.300 kr. på min konto. Ye-haa - og fluX kan jeg tilbagebetale min mor de 3.000 kr., jeg lånte til at betale min åndssvage mekanikerregning med. Nogle påstår, at man ikke bliver mere lykkelig af at være rig. Hm... Det kan da godt være - men damn, som en masse ting er MEGET lettere, når man ikke skal stå og vende hver en 25-øre!!!
Og så skinner solen også! Jamen - det ER sgu da forår!!!
Jeg tror jeg henter Asta tidligt i fritteren i dag, og inviterer hende med på isbar.... :o)

fredag, marts 23, 2007

Rullesten!

Ta-daaaaa....... Sørme så, om Stones ikke rammer Danmark igen i år!! Søndag d. 5. august i Parken, Kbh. Så nu skal der lige fintænkes, om finanserne er til endnu en tur. Forsalget starter på tirsdag. Hm.... Gad vide, om de er bange for ikke at nå meget mere - siden de kører på igen?

mandag, marts 12, 2007

Forårsstemning

Sikke en skøn weekend, min dejlige datter og jeg lige har haft! Der ER ikke nogen, der kan gøre mig mere glad, end hun kan. (Der er så heller ikke nogen, der kan få mig totalt op i det RØDE felt på et splitsekund, som hun...) Men der har været fred og fordragelighed over hele linien denne weekend. Her sidder hun og hygger i nattøj i gyngestolen - som hun forresten har solgt til Lene og fætter Ulrik...

fredag, marts 09, 2007

Klar til kamp... Not!

Nå ja - i går var det jo kvindernes internationale kampdag.... *SUK*... Som om det betød det vilde! Aftensmaden skulle laves alligevel, og der var lissom ikke andre end mig til det. Jeg er LIDT flov over at sige det; men helt ærligt: Jeg er faktisk også RET ligeglad! Pyh... Så blev det sagt højt.

Jeg synes vi lever i en tid, hvor datoen for længst er overskredet, hvad "kvindekamp" angår. Jeg synes bare vi skal leve i fred og fordragelighed, og erkende, at hverken kvinder eller mænd kan undværes, og så i øvrigt have respekt for hinandens forskelligheder.


Det var bare lige det, jeg ville sige....

torsdag, marts 08, 2007

Fødselsdag

For små 14 dage siden fyldte min dejlige unge 9 år. Vi var så "heldige", at det faldt sammen med en snestorm - så vi havde begge to fri både på selv dagen og dagen før. Det var rigtig hyggeligt. Der VAR godt nok lige ved at opstå panik, da vi skulle have haft gæster fra Fyn... Men vi måtte bare udskifte dem med nogle andre - for det skulle altså fejres på dagen!
Om eftermiddagen havde vi en masse gæster til kaffe - deriblandt Astas far, lillesøster og Mette (som faktisk fyldte 30 den dag!). Senere kom der andre gæster til aftensmad - og de to sidste gik altså først kl. 4.45 næste morgen... Jow, jow - vi forstår sørme at fejre, så det kan mærkes! Det var en fantastisk dag. Billedet her er fra om eftermiddagen, og forestiller fødselsdagsbarnet med lillesøster "Sigge".

lørdag, marts 03, 2007

Forresten...

..... Glemte lige én ting mere: Har modtaget en regning fra min mekaniker på 4.000 kr. i dag! Sådan noget PIS! Havde da aldrig forestillet mig, at bare fordi den dersens ABS bremse-lampe lyste - og min dørlås gik i ged - at det så skulle koste en halv bondegård! Troede lige, at jeg var en slags ovenpå økonomisk. Men næ nej - sådan skulle det ikke være....
Derudover kan jeg underholde med, at Il Tempo Gigante står overfor endnu et besøg på værkstedet! Den rumler så'n lidt forkert-lydpotte-agtigt, og går ad H til i tomgang. Suuuk - jeg går snart rabundus! (En skam, man ikke kan søge gældssanering, når man har haft det skægt imens man stiftede gæld!)

.... Men så var der jo også lige et bryllup!

Mit i al balladen VAR der da også en lykkelig begivenhed: Prinsesse Alexandra valgte at blive fru Jørgensen i dag. Se, HUN har forstået, hvad livet handler om: nemlig IKKE at finde en gammel mand, men derimod en ung fyr! Alle statistikker har gennem årene vist, at kvinder lever længere end mænd - og så ER man da godt dum, hvis man gifter sig med en gammel knark, når man i stedet kan få en smækker, ung mand!

Jeg har hørt en masse utilfredse mennesker udtale sig om, at "det kan man da ikke".... Sikke noget pjat! Det er nok nogle gamle, sure mennesker, der har ondt i røven over deres egen situation, eller hvad ved jeg. Misundelse har altid været en grim ting, siger jeg bare.

Og så i øvrigt et STOOORT tillykke fra det østjyske opland til det smukke brudepar!

Ballade igen

Jeg HAVDE ellers besluttet mig for, at jeg IKKE ville skrive om de seneste dages totalt utilstedelige uroligheder på Nørrebro i Kbh. Men nu ombestemte jeg mig så, fordi det bare fylder SÅ meget!!!
Jeg har faktisk det meste af tiden haft rigtig stor sympati for de unge mennesker derovre. Selvfølgelig har de krav på et ungdomshus. Og naturligvis har Københavns Kommune kvajet sig fuldstændig overdrevet meget. Man forærer da ikke noget bort, for så senere at inddrage det igen, og sælge det til anden side! SÅ skal man forvente, at der er nogen, der bliver voldsomt vrede....

Men når DET så er sagt, SÅ stopper enhver form for sympati ved Gud også! Jeg bliver simpelthen så rasende, når jeg i medierne ser, at de unge går bersærkergang, brænder almindelige menneskers biler og andre ejendele af, råber og skriger af politiet (som jo bare er blevet bedt om at rydde op efter politikerne!) og ellers opfører sig helt, helt galt. En mor valgte også at tage sin bare 13-årige datter med til demonstration, med efterfølgende fælles anholdelse etc. Bagefter forsøgte hun ovenikøbet at forsvare det, hun havde gjort. Ja, det første ord JEG kom på var "tvangsfjernelse"! Den mor er da mere end almindelig inkompetent, når hun på trods af flere dages advarsler og henstillinger, alligevel vælger at tage en pige på 13 med til sådan noget. Jeg er virkelig rystet!

Det næste, jeg tænker er: "Schyyyy - ti så stille! I unge har mistet ENHVER ret til at tale - og i øvrigt fortjener I slet ikke et andet ungdomshus, når I bruger alle mine skattekroner på sådan noget PIS!" Næ - min sympati er fuldstændig væk. Et gymnasie blev også smadret i nat. Hjemmehjælpere kunne heller ikke i nat komme rundt til plejekrævende ældre. Det er da barokt!

Gad vide, om min skoleleder får lyst til at give mig en solid lønforhøjelse, hvis jeg truer med at brænde skolen af, eller bare starter en lille-bitte forsigtig brand i hjemkundskabslokalet....? Hm...

Jeg prøver lige igen...

Naturligvis ER der fordele ved at være to i stedet for én... Det ville da være dejligt med en kæreste, har jeg tænkt. Nu er det så'n set mere end 5 1/2 år siden, at jeg blev skilt - så det er vel ikke for tidligt??? Men det der med at finde en livsledsager (ja, ja - mindre KAN også gøre det!), det ER i sandhed ikke nogen let sag! Nu er jeg jo heller ikke ligefrem kendt som det mildeste væsen på denne jord - og kræsen tillader jeg mig sørme også at være. Men det MÅ være muligt. Det kan jeg da se rundt omkring mig!
Derfor har jeg nu igen forsøgt mig med en profil på dating.dk. Kender I det sted? Det er da helt vildt praktisk! Man kan jo nærmest sidde i sin egen sofa, og "shoppe" rundt efter en mand på nettet! Weeeee - go' plan, hva'? Jow da - vældig go' plan! HVIS FOLK ELLERS VAR ÆRLIGE! Det er da fabelagtigt, så mange sindssygt intelligente, smukke, svigermors-drøm-agtige og rige mænd, der tåger rundt der! Og de vil alle sammen have en kæreste! De er i hvert fald IKKE kun ude efter "uforpligtende sex"! Na-haaaj!!!

Ja, ja - nu vokser træerne bare sjældent ind i himlen. Jeg ER godt nok jyde, med begge ben solidt plantet i den jyske muld - men jeg sidder sgu ikke fast, kammerater! Hallo - jeg er udstyret med en IQ, der også overstiger mit skonummer! Naturligvis skal man også være begavet med en sund optimisme, for at kunne finde mediet interessant - og det mener jeg også, at jeg er. Men helt ærligt, den ER altså blandet med en ligeså sund portion skepsis... Nu får vi se, hvad der sker!

fredag, marts 02, 2007

Eksekutivfunktionerne er i behold!

SÅ er Jytte Juuls habitus opgraderet til det eksorbitante! Har netop afsluttet et ugekursus på JCVU i Århus - og er blevet fyldt godt og grundigt op med neuropsykologi på et relativt højt niveau. (Samtidig med en solid gang influenza!) Nu ER det jo ikke det, der normalt optager specielt meget af min tid, så der har da liiige været et par termer, der skulle vendes mere end én gang i hovedet. F.eks. var jeg ved at blive blæst ned af stolen, da noget af det første, jeg stiftede bekendtskab med var "Frontal-retikulær-posteriort opmærksomhedskredsløb"....! Tak for kaffe, siger jeg bare! Måske min læsehastighed lige dalede en anelse der...! Damn, det føltes som om, jeg kun havde læst PIXI-bøger indtil forleden....

Note til mig selv: Jytte Juul - du ER faktisk ikke så uintelligent, som du føler dig lige nu.... :o)