Autistisk planlæggelse...?

Det er en ret sen nattetime nu... Sidder pludselig og er lidt bekymret for indlæggelse og alt det der. Min dejlige unge er kommet hjem i går (forgårs?) og ligger og putter i sin seng. Jeg har haft temmelig travlt med at få planlagt de sidste dage af ferien - er bange for ikke at få "det hele" med; bange for at gå glip af ting med Asta....

* Søndag middag kom Asta hjem - vi hyggede og så Harry Potter III.
* Mandag piskede vi rundt og købte ind. Birthe og Steen kom forbi til kaffe. Resten af tiden bare hygge.
* I morgen (dvs. i dag) tager vi en tur til Skagen for at besøge Lotte og Bo. (Kommer hjem igen onsdag)
* Onsdag skal Asta på malerskole for børn på Skagens Museum. (Vildt fed idé i øvrigt!)
* Torsdag skal vi i Tivoli Friheden med Nanna, Rilla og Jonas. Måske tager Dorthe Dee og Lucas også med? Lau skal vi mødes med derude.
* Fredag passer Marianne Asta, imens jeg er på hospitalet.
* Lørdag skal vi til Netes fødselsdag (gaven er købt!) og samtidig se deres nye hjem nordpå.
* Søndag skal vi til Emilies barnedåb (gaven er købt!)
* Mandag skal jeg indlægges - og Asta skal over til Anna, Lukas, Sys & Bo.

Det hele er faktisk minutiøst planlagt.... Altså - undtagen den der detalje med, hvornår jeg bliver rask, og hvor galt/ikke galt det egentlig ser ud???

Brunch vs. rengøring?

Alle de ting, der dog ligger og venter på at blive gjort! Jytte Juul, for den da! Næ nej - det har været hyggeligere at rende på diverse caféer og spise brunch med veninderne! Shame on you! Hvor blev selvdisciplinen af? Hvad skete der med alle de gode intentioner? Undskyld mig - det er da FERIE!!! Og vejret er hammerdårligt - så det er helt vildt synd for mig, nå! Selvforkælelse; det er det, der skal til! (Pyh - lykkedes det mon at få retfærdiggjort mine valg...?)

Ok - i morgen kommer der til at ske en lille- bitte smule... Min mor ringede her i formiddag, og hun vil så gerne hjælpe mig lidt. Hun foreslog, at hun kommer ind i morgen "og lige snupper vindueskarmene og hylderne i køkkenet, og så'n..." Ja, ja - så er jeg jo NØDT til at få fingeren ud, og lige få ryddet lidt op, så vi kan komme til. Det ser jo ud, som om nogen (og det er ikk' mig, nå!) der har smidt en håndgranat midt i matriklen. Det er fint nok med sådan nogle mødre, der lige kan hanke lidt op i én en gang i mellem - selv om jeg måske burde være ovre teenage-stadiet. (Hvilket man dog ikke altid fornemmer...) Det er altså ikke altid let at være en 42-årig teenager, når man render rundt med sådan nogle fine, sarte energifelter i kunstnersjælen, som jeg gør, nå! (Eller noget...!)

Carpe Diem

Fredag d. 3. august skal jeg indlægges igen. Dvs. fredag skal jeg igennem nogle undersøgelser, og så hjem på weekend. Mandag skal jeg til flere undersøgelser - og så skal jeg opereres tirsdag. Kan ikke rigtigt finde ud af, hvordan jeg har det med det.... I sidste uge blev jeg pludselig lidt bange. Ikke bange for at dø - men bange for at skulle forlade Asta. Hun har vældig meget brug for mig! Hun har verdens bedste far, ingen tvivl om det, men jeg giver hende noget, hun ikke kan få andre steder! Ikke at jeg nødvendigvis tror, jeg skal dø - men det ER cancer, jeg har, og det er IKKE fedt!!! Heldigvis har jeg temmelig stor tiltro til lægerne på Skejby. Så jeg håber på det bedste. Håber på, at jeg bagefter vil grine af mine latterlige tanker. At jeg er på toppen i løbet af no time. Det er heller ikke ret tjekket at starte et skoleår med at være sygemeldt. Æv, æv, æv. Sidder lige og er lidt tudefjæs nu. Det må gerne gå over i en fart!

Hjemme igen

Har lige været i Stockholm en lille uges tid, sammen med min biologiske mor. Sikke en gave at få! Det havde jeg aldrig forestillet mig i min vildeste fantasi. Vi har hygget os gevaldigt, set på Sveriges hovedstad, spist og drukket rigtig godt, og oplevet en masse. Det største minus på turen, var alle svenskerne... Pyh - de ER altså både umulige at forstå rent sprogligt; OG deres måde at navigere på i al almindelighed....
Her er min mor på en lille bro, der fører ind til Gamla Stan.
Men der kommer sikkert flere billeder og mere tekst senere.... Skal lige lande herhjemme, og fordøje indtryk.

Farvel til Røjle

Så har Asta og jeg lige været en tur ovre hos Nete & Palle i Røjle på Fyn. Det var sidste gang det skete - om 14 dage drager de med Laura og Julius til det nordjyske; nærmere betegnet Ranum, hvor de begge har fået job på Ranum Efterskole. Så hele huset (og deres liv!) er ved at blive pakket ned, og huset er sat til salg. Det var lidt underligt at være der... Nu har vi i efterhånden RET mange år taget til Fyn flere gange årligt for at besøge dem i deres dejlige, lille hus. Slut med det - og goddag til nye tider. Billedet her ryger direkte i "minde-samlingen": Nete & Palle foran huset i Røjle. Laura og Julius var blevet i campingvognen hos farmor og farfar - derfor er de ikke med på fotoet.

Bedstefars æbletræ

Bedstemor og bedstefar har verdens bedste have. Den er gammel og vidunderlig fyldt med gamle frugttræer og bærbuske. Når vi lander derude om sommeren, ser vi ikke Asta, før der bliver kaldt på hende. I dag var hun ude og plukke ribs, solbær og hindbær - og selvfølgelig oppe og hænge i et af træerne. Det er en obligatorisk disciplin for Asta.

IKEA

I dag (ehhh... i går!) var Asta og jeg så ude i det vilde IKEA-helvede.... Min datter har det sidste halve års tid ligget i en seng, der var en pæn del for kort! Så jeg har stort set haft dårlig samvittighed, HVER aften, når jeg har puttet hende! Flot, ikke...? Nå - men i dag blev der så gjort noget ved det! Vi tog den store udflugt til IKEA (som 400.000 andre så også gjorde...!) og fik købt den dejligste seng til barnet. Hold da kejser, som det ikke var nemt at få stoppet de der allerhelvedes kæmpe papkasser ind i Golf'en! Men vi klarede det, min seje unge og jeg. Hun var helt violet i bærret af at rykke i kasser.

På vejen hjem kørte vi omkring bedstemor og bedstefar, blev budt på både kaffe og aftensmad - OG fik lokket dem til aftenskaffe hos os, så bedstefar liiiige kunne hjælpe med at samle sengen. Fed dag!

Her er udsigten i bilen over mod Asta.... Pyhhh.... 5. gear var ikke en mulighed i dag (der var et par papkasser i vejen!) - så motorvejen var not an option. Æv, der er halvlangt fra Århus så....

Min dejlige unge

..... Her er hun hun lige igen - min skønne unge! Naturligvis sprang hun op på en kanon ved rådhuset - den var der jo... Hun var selvfølgelig også med til bryllup. I øvrigt som det eneste barn, der ikke var Ulriks. Hun følte sig også meget priviligeret. Og havde en skøn dag/aften.

Bryllup

SÅ fik vi "moster" Karen gift! I lørdags - på Ebeltoft Rådhus - og det var en helt fantastisk god dag. Brudeparret var lykkelige, og gæsterne nød dagen ligeså meget. Efter vielsen var vi hjemme hos Karen & Ulrik til champagne og snacks, og om aftenen var vi på Slotskroen og spise. I øvrigt den mest fantastiske buffet, jeg længe har set. Hmmmm..... Her er de lykkelige nygifte.

Vulvar Cancer

Slut med forvirring... Overlægen fra Skejby har lige haft ringet til mig - det VAR cancer.... Så nu skal jeg opereres igen, have MR-scanning og radioaktivt stof i mig - og have fjernet en lymfe. Underligt nok er jeg ikke vildt nervøs. Jeg vil ikke sige, at jeg er totalt på toppen; men jeg er blevet noget mere beroliget, efter snakken med ham lægen. Han virker utrolig kompetent. Men jeg er RIGTIG træt af det, er jeg! Æv, æv og atter æv....

Forvirret på et højere plan

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle til undersøgelse på Skejby Universitetshospital. Jeg må indrømme, at jeg har været noget nervøs.... Det er jeg ikke mere! Ikke fordi jeg pludselig - vupti! - er blevet rask, eller noget; men den overlæge, jeg talte med i dag, virkede bare en hel del mere kompetent, end de læger, jeg har stiftet bekendtskab med i Randers!
Analysen af den mikroskopi, de foretog i Randers, var ikke anvendelig. Så nu skal den sendes til Skejby, og så skal deres patolog analysere den. HVIS det viser sig, at der var cancerceller, så skal jeg opereres igen. Og så skal jeg også have en MR-scanning og have sprøjtet noget radioaktivt et-eller-andet ind, så de kan finde den nærmeste lymfe, og fjerne den også. Hvis det viser sig, at det "kun" var celleforandringer, skal jeg holdes nøje øje med - men ikke opereres. Overlægen formåede i hvert falod at give mig så meget ro i sjælen, at jeg har tid til at vente på et ordentligt svar. Ingen grund til panik. Jeg fik også et kort med overlægens og oversygeplejerskens navne på - og så kunne jeg bare ringe, når jeg kom i tvivl om noget. Det kalder jeg ordentlig besked.
Og så vil jeg bare lige sige en sidste ting: Jeg HAR været på Randers Centralsygehus for SIDSTE gang i mit liv! Jeg gider ikke få et at vide af en læge - og senere noget andet fra en anden! De kan sgu få lov til at øve sig på alle andre end mig fra nu af!