Liv fik et navn - officielt

Denne weekend bød også på barnedåb i Nr. Nebel. Moster Brittas "ægte" barnebarn blev døbt - og jeg var med. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var skønt at være sammen med hele bonusfamilien igen. Ulrik og Lene viste stolt deres dejlige datter frem, og der var lutter glæde over hele linien. Tak for en dejlig dag!

Søstre

Jeg MÅTTE lige have det her billede på min blog... Jeg tog det af Sigrid og Asta i lørdags til Åbent Hus-arrangement på Astas skole. De ELSKER simpelthen hinanden, de to. Det er vidunderligt at se på. Det er lykke i højeste potens - midt i al virakken og rodet!

Rabat hos mekanikeren?

Glemte forresten at fortælle, at "Il Tempo Gigante" var på værksted i sidste uge også...! Denne gang var det så centrallåsen, der ikke virkede i førersiden! Det er da vildt belastende, at skulle over i passagersiden, hver gang man skal låse sig ind i sin bil!!! *Griner*... Bruger hele den formue, jeg IKKE har, på at få øsen til at blive ved med at køre... Life is a struggle - and then you die!

Sjovere fredag ER skam set...

Nu sidder jeg så her ved min pc en sen aftentime... Jeg burde have festet og slappet af - men det må vente til en anden dag. Jeg er jo mor med stort M....!
I eftermiddags troede man at Asta var stukket af. Det var hun så ikke. Men pap-mødre er muligvis bedre til at varetage egne børns interesser fremfor pap-børns! Der er nok ikke noget odiøst i det, men jeg er bare SÅ skuffet, ked af det, frustreret, deprimeret og gal over det på min datters vegne!!! Så lige nu må jeg bare have luft!
Astas far er en helt igennem ok fyr - men han ER altså mand, med dertil hørende manglende forståelse for og indsigt i et 10-årigt barns vanskeligheder... Og så er han også loyal overfor sin nye hustru; hvilket man ikke kan klandre ham for - undtagen, når det "går ud over" Asta. SÅ brænder jeg sammen! Jeg vil have, hun bliver mødt med forståelse og empati. Hun er ikke et helt almindeligt barn - men hun er vidunderlig alligevel, og jeg vil ikke bytte hende for noget på denne jord. Og kan andre ikke forstå og elske hende, så skal jeg nok gøre det helt alene, fandme! Hun skal ikke skældes ud for voksnes utilstrækkelighed, og skal ikke mødes med sanktioner, udelukkende for at tilfredsstille andres behov!
Hold kæft, hvor jeg bare ofte synes, at mit liv er én lang kamp imod alt og alle - og for Asta...

Tak!

Jeg ER altså lidt glad... Det her vejr, gør mig noget der minder om lykkelig! Solen skinner fra en skyfri himmel og har gjort det i mange dage nu - DET synes jeg er fantastisk. Vi trænger også fælt til solskin, blade på træerne, blomster der springer ud - og ikke mindst: varme!

MIN datter....

Puha - jeg er ved at udvikle mig til en rigtig løvemor! Jeg føler mig i den grad heldig over, at være mor til Asta; men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i sandhed også er en opgave, der trækker tænder ud! Pt. synes jeg ikke Asta bliver mødt med den store forståelse fra skolens side... Jeg er ikke i tvivl om, at hun ikke kommer hjem til mig med den endegyldige sandhed, men jeg tror godt, at jeg kan stykke hændelsesforløb sammen, der minder om sandheden. Jeg hører også fra andre børn og voksne, hvad der sker ind imellem. Jeg forventer, at hun bliver mødt åbent hver dag, hun møder op - men oplever ofte uhensigtsmæssige reaktionsmønstre fra de voksne omkring hende der gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke engang imellem: gad vide, om de i virkeligheden ikke kan fordrage mit barn? Gad vide, om de bare er fed up...? Eller er de bare dybt uprofessionelle, og synes jeg er en perfid kælling med en masse lamme råd?? Tænk, når jeg tillader mig at sige noget, så gør jeg det sgu i en god mening!
Nå - men så fik JEG da lige luft.... igen! (Damn, måske ER jeg i virkeligheden en notorisk brokrøv...?!)

Søskende - or not?

Jeg har flere "søskende", som jeg mere eller mindre har valgt selv. Det må jo siges, at være en stor fordel i sig selv! Jeg mener - ingen mudret barndom, hvor man "har noget" på hinanden, etc. Ulempen er dog også, at det ikke ER mine søskende... Jeg tænker her specielt på 4 stk., som jeg elsker over alt på jorden. De er alle meget, meget forskellige - ja, nogle gange fatter man næsten ikke, at de ER biologiske søskende! De har naturligvis adskillige fysiologiske fælles træk. Man er ikke i tvivl om, at de tilhører samme familie. Men så er det lige før, at ligheden ophører! De er ført ind i en kernefamilie, hvor de stort set er blevet forgyldt fra fødslen af. Penge har der ikke ligefrem manglet - og det mærkes. Jeg kan til stadighed undres over den manglende tolerance, de har overfor hinanden. INGEN af dem har noget, at lade de andre høre for! Alligevel må man lægge øre til, at den ene ikke føler, at han/hun bliver accepteret, og fra en anden, at de andre også altid har fået meget mere, og fra en tredie, at nogle af de andre fandme også bare kan tage sig sammen! Hold, op, hvor jeg synes det lyder snot-forkælet!!! Sæt dog for helvede pris på hinanden, tag ansvar for jeres eget liv - og lad være med altid at give de andre skylden! Vær glad for, at I har hinanden, og forsøg at tænke over, hvad I kan gøre for de andre, fremfor, hvad de burde gøre for dig/jer! Og så sig dog for pokker de ting I er utilfredse med, på en ordentlig og sober måde, i stedet for at opføre jer så barnligt! Nå!
Og grunden til mit aldeles sure opstød er, at jeg lige er blevet bedt om at holde min kæft. Gu vil jeg ej!!! Hold op med at pive, og gør noget ved det, i stedet for bare at give de andre skylden - det er sgu for nemt. Respekter og elsk hinanden, for dem, I er, og lad være med udelukkende at fokusere på fejl og mangler. Så får man aldrig et ordentligt liv. Ja - og eftersom det her er MIN blog - så skriver jeg det pisse højt og larmende!!!!!!!

"Er du mors lille dreng?"

I torsdags blev der på TV2 vist programmet "Er du mors lille dreng?" Det blev første gang sendt i marts 1998 - lige efter jeg var kommet hjem fra hospitalet, efter at have født Asta. Dengang gjorde udsendelsen DYBT indtryk på mig. Jeg måtte selvfølgelig se den igen! Og denne gang var det lige så slemt... Lige pludselig sad jeg bare med tårerne trillende ned ad kinderne. Hvor ER det slemt, at nogle børn fødes med så dårlige livsvilkår! Tænk, at man kan skade et barn SÅ meget, på så kort tid!!! Det er virkelig stof til eftertanke. Tænk, at vi i Danmark sætter forældrene før børnene... Det mener jeg er fuldkommen vanvid! Jeg er ikke så begejstret for vores velfærdssamfund - så er det bare sagt!

Retssamfund, min bare...!

Jeg læste for et par dage siden i avisen, at 8 betjente fra Randers Politi var blevet totalt frikendt i retten, efter at have gennembanket en ung mand med knipler for 1½ år siden, uden for Café Von Hatten, da man ikke kunne påvise, HVEM, der havde ført kniplerne... NEJ, hvor blev jeg bare forarget!!! Vi det sige, man bare skal være mange om at lave ballade - så ingen akn sige, hvem der gjorde hvad? Jeg er derudover oprigtig bekymret. Efterhånden har jeg temmelig mange historier, der involverer Randers Politi, som viser etaten i et lidet flatterende lys. Ind imellem tror jeg, at den eneste forskel på politiet og ballademagerne er, at det ene hold har skilte i lommen - OG ret til at punke de andre!
Nå ja - det var så bare lige MIN mening...

Tysk ER da fantastisk!

Jeg er så ualmindelig heldig, at jeg er støttelærer hos Maja, i både tysk og engelsk i 7. a. Du altforbarmende, hvor det til tider minder meget om ud-af-kroppen-oplevelser!!! Jeg HAR altid holdt meget af ord. Både det skrevne og det talte. Men specielt tysk oplever jeg fra en helt ny side nu. Det har aldrig været mit yndlingsfag - men det har ved Gud nogle fantastiske øjeblikke. Dagens ord er: Haferflocken! Jeg røg nærmest ned af stolen, da jeg hørte det. Prøv lige at smag på det: "HAFERFLOCKEN"....! Undskyld mig - det lyder sgu da som en særdeles farlig tropesygdom!

Ja - men det er det så ikke! Det betyder simpelthen noget så dagligdags, som "havregryn".... Hm...!

Et lys i mørket

Jeg fik en rigtig dejlig opringning i eftermiddags. Min "lillebror", som fik konstateret HIV for 2½ år, siden ringede og fortalte, at han havde fået en temmelig stor check med posten i dag. Erstatning, for at være blevet smittet (med vilje!) med HIV. Vi har været igennem en længere og temmelig opslidende retssag i Kbh., hvor det ENDELIG lykkedes at få dømt ekskæresten. (Det har jeg skrevet om tidligere). Dengang fik Jørgen tilkendt 25.000 kr. i erstatning. Jeg var ved at falde død om - er det virkelig, hvad man i vores velfærdssamfund takserer en livstruende sygdom til??? Undskyld mig - men jeg var altså ikke svært imponeret over vores retssystem... Nå - men nu er der så kommet en tillægserstatning, som Jørgens advokat har klaret at få. Pengene vil selvfølgelig ALDRIG kunne erstatte Jørgens helbred - men måske give ham lidt mere livskvalitet. Han har fortjent HVER en øre!!! De dejlige, unge mennesker er ved at købe hus - så de lander skam på et særdeles tørt sted. Derudover har Jørgen jo aldrig fattet, at man rent faktisk godt KAN have et ordentlig liv, uden Ford-solbriller til ca. 3.500 kr... Men what the heck - han har nok også råd til dem nu, med god samvittighed! :o)