En småfortvivlet mor

Jeg VED, jeg er en god mor! Alligevel slår jeg ikke til... Ligegyldigt HVAD jeg gør, er det umuligt, at stille min skønne unge tilfreds. Hun ser desværre ikke sig selv - eller rettere: hendes egen andel i, når ting går galt. Og NÅR det hele så er væltet, kan vi ikke tale om det bagefter!! Så der sker ikke nogen dybere reflektion = ingen forbedring på nogen fronter! Nu er vi blevet enige om, at involvere børnehospitalet, efter råd fra en dygtig psykolog. Det nytter ikke, at blive ved med at give 800 kr. i timen til samtaler, når der ikke sker en bjælde! Vi må have noget hjælp. Astas far og jeg har efterhånden nogle astronomisk store telefonregninger, med det antal samtaler vi holder os. *SUK* Men heldigvis kan vi tale sammen om problemerne også. Der ER jo ikke andre, der elsker vores datter, på samme måde, som VI gør! Derfor har vi meget brug for at tale med hinanden....