Når livet går lidt på standby

I den sidste tid er det endnu engang Asta, der har optaget det meste af min tid - både fysisk og psykisk. Hendes far og jeg har ikke helt kunnet greje hende. Vi har igennem tiden syntes, der var mange helt enkle ting, hun havde lidt svært ved at finde ud af. Derfor valgte vi i sommer, at frekventere en privatpraktiserende børnepsykolog, for at få noget hjælp. Hun er så for ganske nylig kommet frem til, at Asta har Aspergers Syndrom. Og pludselig var der en masse brikker, der faldt på plads oppe i mit hoved! Men det er ikke lige det, man ønsker at få konstateret, vel??? Jeg ville f.eks. hellere have haft at vide, at jeg var en halvdårlig mor, der skulle blive bedre til at tacle hverdagsproblemer! Så var det nemlig ikke noget Asta skulle bikse med. Hun vil formentlig blive i stand til at få et almindeligt liv - da hun heldigvis er en kvik og intelligent unge. Men det kommer til at koste en del sved og tårer. Der skal sættes pædagogisk ind. Men jeg kan faktisk ikke lige overskue konsekvenserne endnu... Jeg føler pt., at vores liv er sat lidt på standby! Håber snart jeg kommer lidt op i omdrejninger igen!