Forleden sad jeg og talte om forhold med en... Jeg fik at vide, at alle de signaler jeg går og sender udstråler "jeg-kan-heldigvis-klare-alting-selv-og-behøver-dælme-ingen-hjælp". Hm... Godt så! Budskabet gik delvist ind. Jeg siger delvist, da jeg udmærket forstår, hvad han mente, og egentlig også giver ham ret. Men SÅ stopper enigheden også!HVIS jeg nogensinde igen skal have en kæreste/give mit hjerte bort/kapitulere 100% - så bliver det altså ikke til hvemsomhelst!!! Jeg tror fuldt og fast på, at min evt. kommende kæreste sagtens kan "se igennem" mig, og vide, at jeg selvfølgelig også gerne vil "passes lidt på". Jeg VED også, at han ikke lader sig skræmme af en tilsyneladende fuldt ud selvhjulpet og stærk kvinde med et allerhelvedes temperament. For han er da nødt til at være endnu stærkere! As simple as that! Han skal da være i stand til at sætte mig på plads og smide mig i seng uden aftensmad - hvis det er nødvendigt...Hvad dælen skal jeg bruge en eller andet vatarm til, som bliver dødforskrækket, når jeg pludselig (mere eller mindre uden grund!) himler op, som en hidsig krage??? Nej tak, siger jeg bare! Jeg er bestemt ikke ude på at "kastrere" en mand... Men han skal hvile voldsomt i sig selv, og have sine meningers mod - DET ligger fast!
Bortset fra det, så har jeg det simpelthen FANTASTISK som single... Livet ER en gave. ;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar