Årsberetning 2010

Julen 2010

”Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, og så må julen komme…!”

Sådan starter ”Peters Jul”, der blev skrevet af Johan Krohn i 1866 – og man må sige, at det lige præcis holder stik i år! Allerede i november fik vi RET meget sne; faktisk så meget, at jeg allerede har haft snefri 3 dage… (5 – hvis vi tæller weekenden med…) Men så fik jeg jo også lavet julemedister og kogt berlinerpfannkuchen – hvilket formentlig ikke var sket ellers!

I år er det ”Den falske jul” = den jul, hvor Asta er hos sin far. Men alligevel skal det nok blive rigtig hyggeligt! Min gamle mor besluttede sig for at tage på højskole jul og nytår over, så jeg fejrer jul med yndlingsoverboerne. DET glæder jeg mig til… Lur mig, om der ikke lige kommer en ekstra Irish Coffée på bordet… :o)
Asta skal først op til sin far juleaftensdag, for d. 23. dec. skal jeg igen i år have hende med på Von Hatten til 80’s Inc. Juleshow. Det var et kæmpehit sidste år!

Sidste år kom der ingen årsberetning her fra Tøjhushaven. Jeg blev ved med at tro, at det skulle ske! Men inden jeg fik set mig om, var vi et stykke inde i 2010 – og SÅ kunne det også være lige meget…. Tiden går så skrækkelig hurtigt… 2009 var et lidt underligt år. Vi flyttede ind i vores fantastiske lejlighed, som vi stadigvæk er helt vilde med. Men det var også året, hvor jeg fandt en kæreste. Helt overbevist om det fantastiske i det, blev jeg nok aldrig, og det med rette! Han røg ud for fuld musik i starten af 2010, da jeg fandt ud af, at der var mindst 2 andre kvinder – udover mig – der mente, de havde ”noget kørende” med ham! Og er der noget jeg er dårlig til, så er det altså at dele min kæreste med andre! Det var faktisk meget, meget hårdt ved mig! Jeg vil ikke sige, at min tillid til mænd generelt er brudt – men den er da heller ikke ligefrem blevet bedre! Og så har min skønne unge jo ret: vi klarer os faktisk rigtig godt uden! :o)

I påskeferien skulle Asta og jeg med min mor fra Helle til Berlin. Vi havde faktisk glædet os rigtig længe! Ferien var blevet skubbet frem til påske, så min mor kunne deltage, ellers var vi smuttet allerede i efterårsferien. Den dag vi så skulle rejse, ringer min mor og hyler op om hold i ryggen! Og hun er ellers aldrig syg! Det var rigtig synd for hende – og vores ferie blev noget anderledes, men alligevel rigtig skøn! Det er en fornøjelse at have så stor og dejlig en pige, som jeg har! Hun er skæg at rejse med – vi kan sagtens blive enige om, hvad vi skal.

I sommerferien skulle vi til gengæld ikke så meget. Asta skulle på teaterskole den første uge af ferien – Kalima – og det havde hun glædet sig længe til. Hun føler sig rigtig godt hjemme i den kontekst; så meget, at hun nu frekventerer Vestenvindens børneteaterskole, Kastali’a, én gang om ugen. Lige pt. kan man finde hende lørdag middag inde i byen, hvor hun er teenage-spragle-nisse!

Sommeren bød også på musikalske oplevelser! Selvfølgelig var jeg på Skanderborg Festival – men i år som medhjælper i presseteltet. Og for første gang havde jeg også Asta med. Det var en skøn oplevelse! Hun syntes det var helt kanon, at mor arbejdede, det betød nemlig, at hun kom med fotograferne i fotograven foran bøgescenerne – og defor kunne opleve musikken på helt tæt hold. Samtidig fik hun også lige hilst på et par ”kendisser”… Ugen efter Skanderborg, var jeg med yndlingsoverboerne til U2 koncert i Horsens. DET var én af de vildeste musikoplevelser JEG til dato har haft – og jeg har da efterhånden haft nogle stykker! Her i efteråret har musikken været blues i Remisen (Tim Lothar & Peter Nande samt Bjerre-brødrene) og for nyligt var det opera – Manon Lescaut af Giacomo Puccini (man er vel alsidig i sin musiksmag!) Der havde jeg også Asta med, og til min store glæde var hun aldeles bjergtaget af operaen! Skønt!

Ellers går Asta jo i 6. klasse nu… Med alt, hvad dertil hører! Hormonerne suser rundt på matriklen, kjolerne er blevet fundet frem (endelig!) og det samme er mascaraen! Og det er faktisk lidt sjovt, synes jeg. For Asta er stadigvæk Asta, og kan ikke altid overskue at være ”stor”. Det er garanteret heller ikke altid let, når man så er næsten 1,70 m. høj! I skolen går det fint. Det er ikke længe siden, vi til skole/hjem samtalerne fik at vide, at Asta stort set selv kan bestemme, hvilken slags skoledag, hun vil have. Hun kan til tider være lidt svær at overbevise om nødvendigheden af eksempelvis faget matematik, men får da som regel lavet sine ting.
I efterårsferien var Asta alene i København for at besøge bedstemor. Hun var derovre i laaaaang tid, og blev komplet spoleret/forkælet, men kom glad hjem til sin mor igen. (Jeg var selvfølgelig bare vildt misundelig – og det er jo en grim ting!)

Jeg slår stadig min folder på Korshøjskolen. Sidst jeg sad og skrev julebrev for 2 år siden, nævnte jeg vidst, at det nok var det næste sted, der skulle ske ændringer… Det er bare ikke sket endnu! Og jeg er heller ikke utilfreds – så VAR det sket! Jeg har efterhånden været der i godt og vel 11 år, og der følger en masse goder med, at have været det samme sted så lang tid. Det betyder dog ikke, at jeg er blevet kedelig, og tror jeg skal være der, til jeg skal på pension! Jeg vil stadig rigtig gerne have job på Oust Mølle Skolen – engang!

Ellers bliver krudtet brugt herhjemme… Vi er meget sammen med dem, vi bor i hus med. Vores nabo, Lilian, vores underbo, Lene – og rigtig meget vores overboer, Ramani & Søren, som vi også ofte spiser sammen med. Det er simpelthen SÅ hyggeligt! Asta føler sig så tryg her, så hun sagtens kan være alene hjemme, hvis jeg ind imellem gerne vil til en koncert, når hun er her! Det er dejligt! Asta er stadigvæk én uge hos Henrik, og én uge her hos mig ad gangen. Og når mit smukke barn IKKE er her – så fester vi altså stadigvæk! Poul er stort set ”fast inventar” – ofte sammen med flere andre fra Det Orange Hus + de, der har lyst! Køkkenmøderne er konverteret til stuemøder og er blevet røgfri! Det kan man ikke just påstå at jeg er – men til forskel fra før, bliver der ikke røget indendøre her! Det foregår på balkonen! Jeg troede egentlig, at jeg ville holde sidste år, da vi flyttede ind… Det kunne jeg ikke holde. Nå – men så når det blev koldt nok, ville jeg sikkert holde… In my dreams! Jeg må konstatere, at -18 grader IKKE er koldt nok! Så nu venter jeg på, at der bare sker et mindre mirakel… :o)

Min mor, Meta, har været ret syg det meste af året. Heldigvis ser det nu ud til endelig at gå den rigtige vej! Det har været meget hårdt – selvfølgelig mest for hende, men faktisk også for mig, som stod på sidelinien – pænt alene om det hele. Hun har været indlagt 4 gange, været på sammenbruddets rand, spist enorme mængder af piller – og er her for nyligt også blevet opereret i begge øjne! Se, så havde det været en fin plan af have en 8-10 søskende!!!

Min mor, Helle, har også været på besøg hos os nogle gange. Hun arbejder stadig, men overvejer heldigvis på et tidspunkt en flytning! Det bliver skønt, når vi engang får hende tættere på!

Der er næsten ikke mere papir nu – så her mod enden vil vi ønske jer en
rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår!
Jeg er glad for alle de timer, der er blevet brugt sammen med familie & gode venner igennem året – forhåbentlig kommer der mange flere af den slags. Til tider synes jeg, der er for få timer i døgnet! Nogle gange går der for lang tid imellem vi ses – men VI ER DER!!!

Rigtig mange kærlige tanker & hilsener,

Asta & Jytte.

"Lykken er ikke en station vi kommer til - men en måde at rejse på!"